Nyhedsbrev
Det er næsten lyst, og jeg vækkes af lyden af latter fuglen, kookaburra og den Australske Magpie. Det er vores gode venner som minder os så meget om alle de fantastiske oplevelser vi tidligere har haft i Australien. For 10 år siden mødte vi denne fugl for første gang. Dengang campede vi på en campingplads lidt udenfor Sydney. En tidlig morgen sad den på vores bord og var igang med at spise vores morgenmad. Fuglen var næsten tam, og i den grad vant til at stjæle mad fra campisterne. Vi døbte ham Ib, og den har altid været et glædeligt gensyn for os i Australien.
Jeg putter mig godt ned under dynen igen, og ligger og lytter til lydene fra det sted jeg har længtes så meget efter. Nu er vi her, og det føles så rart at være tilbage igen. Det er slutningen af juli, og det er koldt. Den første nat havde vi blot 2 grader, så det var ikke let at slippe ud af den varme dyne. Men forude ventede vores gode venner og den australske natur. Den første dag gik jeg bare rundt med et stort smil, boblende af glæde og sagde hele tiden ”vi er tilbage”. Vi har indtil videre mulighed for at blive i tre måneder på vores turist visa, men vi overvejer allerede at forlænge det til maj måned 2017.
Vi bor hos Ken og Grethe, som er vores meget gode venner. Vi mødte dem dengang vi boede i Australien og vi har haft mange sjove, skønne og fantastiske stunder sammen siden da, både i Danmark og i Australien. De har en helt særlig plads i vores hjerter. De åbnede deres døre for os, og vi fik vores eget værelse. Det føles utroligt trygt, og rart at være ”hjemme”. Tak ! kan kun være et fattigt ord, men hele verden skal vide at de er fantastiske.
Første dag i Perth går med at pakke rygsækkene ud. Gud! Hvor det dog føles rart at pakke alting ud og placere det på rigtige hylder og i skuffer. Det skal blive godt at få fodfæste for en tid.
Der var stress på inden vi rejste fra Vietnam. Jeg mente nu ellers at vi havde fuldstændig styr på det hele. Jeg havde pakket alt dagen før, og det lykkedes at få plads til næsten alt vores baggage i vores rygsække, trolleys og håndbagage, ialt 80 kg. bagage. Tidligt på dagen for afgang tager jeg derfor med ro i sindet til tandlægen for at få lavet de sidste tilrettelser. Lad mig blot lige komme med en indskudt bemærkning her – ”det er vanvittigt billigt at gå til tandlæge i Vietnam, og det kan helt klart anbefales”.
På vej retur fra tandlægen tikker der en besked ind fra Christian. Han var tydeligvis stresset. ”Vi har travlt fordi vi skal pakke det hele om – der er over 80 kg, og vi skal afsted om en time”. Sarah sad helt stille på sofaen i lejligheden mens hendes forældre forgæves forsøgte at rykke rundt på tingene, og smide ting ud. Vi endte alligevel med at have for mange kg. Men det hele blev strategisk placeret i rygsække og håndbagage. Ude i lufthavnen smilede Christian til den søde dame ved check in, og vi kom igennem.
Hvor skal det dog blive dejligt, at slippe for at rulle alt tøj for at det kan være i rygsækken. I otte måneder har vi rullet alt tøj – lige fra undertøj til T-shirt, og det er blevet presset hårdt ned for at kunne være der. Så det føles så fantastisk at pakke ud hos vores venner i Perth.
Vores venner i Perth har købt en stor grund i Wandering, syd for Perth. Her skal drømmehuset bygges, og det er blevet til familiens fristed. Lige nu står der to gamle campingvogne på toppen af bakken på deres grund. Herfra kan man betragte den Australske bushland, det bakkede landskab og folde med får. Hvem ville ikke ønske sig sådan en udsigt. De næste dage nyder vi i Wandering.
Tilbage i Perth har vi alle travlt med at mødes med gamle venner fra studie og arbejde. Nogle har vi ikke set i flere år, men for de fleste har vi holdt kontakten vedlige med. Mødet med dem er som var det igår vi var sammen.
Perth har på flere måder ændret sig, men nogle steder virker det også som tiden har stået stille de sidste mange år. Hele havnefronten er udbygget med et nyt og flot havneområde, hvorfra man kan tage ”båd-bussen” til Fremantle.
Fremantle er stadig den samme hyggelige lille by som oser af charme og hygge. Det bliver til et gensyn med Cappuccino Street med cafeer og shops, Fremantle Market med lækkerier og kunst, Gademusikanterne der får ens hjerterytme i balance, Fremantle Harbour hvor man får fish & chips og Little Creatures, det lokale og hyggelige bryggeri og Thailandsk restaurant med god mad i godt selskab.
Vi fanger en solstråle, og nyder den første kolde øl nede i Fremantle Havn. Det er som de første forårstegn, og der er mange mennesker ude og nyde den varme sol. For et øjeblik glemmer vi hvor koldt det er om aften og om natten. Men vi nyder blot det gode selskab og lyden af havets brusen i strandkanten.
Vi bliver tre uger hos vores venner, mens vi kører rundt og leder efter bil, telt og campingudstyr. Meget af det låner vi af vores venner, men vi skal ud og finde vores egen bil. Egentlig husker jeg tydeligt hvordan jeg tidligere har sagt, at skulle vi være i Australien i længere tid, så skulle man helt klart have en 4WD bil, som man kunne køre bare lidt off road. MEN ! – vi er også bare nødt til at være meget omkostningsbevidste. Sådan en bil sluger benzin med den største tørst, og turen videre vil blive alt for dyr. Vi ender med at købe en Hyandai i30.
Vi er på tur igen. Bilen er købt og den er pakket til bristepunktet. Turen går over Nullarbor Range til Melbourne, ialt 4500 km. Nogle Australier mener, at denne tur er et must i enhver Australiers liv. Det er nu anden gang at vi tager turen. Nogle mener, at turen er utrolig kedelig pga. man kører rigtig mange kilometer over et meget fladt landskab. Men for os er det en meget smuk tur, vi ser at vegationen ændrer sig undervejs, kigger på de forskellige fugle der flyver forbi, men man skal nok være lidt Aussie-fanatic for at se det.
Med stor iver bliver vores telt og udstyr slået op den første nat i Kalgoorlie, som er en stor mineby ”in the middle of no where”. Det er dog en by af en anseelig størrelse. Man kan finde både Kmart, Coles, Wollies, og andre normale Aussie brand shops. Men der er nu alligevel langt til alting herfra. Man tager ikke lige et smut til nærmeste nabo by, som ligger XXX km. derfra.
Vi får en slem forskrækkelse den første nat. Vi havde jo godt fanget at det var vinter i Australien, men vi havde tænkt at med et par sweatre, lange bukser, to soveposer og nogle tæpper så skulle det nok gå. Men allerede efter næste stop, hvor vi også måtte slå teltet op i strid regn, bliver vi klogere. Mine lunger er heller ikke særlig glade for de kolde nætter hvor graderne går ned til 3 – 4 grader. Så beslutningen om at de næste par dage bliver på Motel bliver hurtigt truffet.
Vi har aldrig overnattet på Moteller i Australien. Men det kan helt klart anbefales. Nogle steder er standarden næsten lige så høj som et almindeligt hotelværelse. De fleste steder er der køleskab, el-kedel, tallerkner m.v. så man lige kan lave det mest fornødne mad fra fryseboksen.
På vores tur møder vi flere der er på vej fra øst til nord for at fange sol og sommer. Om aften bliver der givet gode råd. Et sted møder vi et par som er på deres første tur fra øst til nord/vest. De fortæller os, at vi skal tage til Head of Brigth for at se hvaler. De viser os billeder, nogle meget urealistiske, tænker vi pga. hvalerne er godt nok tæt på kystlinjen.
Vi har ikke de store forventninger da vi kører fra vejen og ned mod kystlinjen ved Head of Bright. Vi har ”jagtet” hvaler i Australien rigtig mange gange, og det er langt fra hver gang at det er lykkedes os at se dem. Ved Head of Brigth har man lavet en lang boardwalk så man i sikkerhed kan komme helt tæt på kystlinjen. Man betaler et mindre beløb for at komme derud.
Da vi nærmer os kanten kan vi se de første hvaler der cruiser langs kystlinjen. Det er mødre der immigrere fra syd til nord med deres unger. Med stor iver peger vi alle tre udover havet. ”Se der er en”, ”ja, og se der er flere”. Et sted så det ud som om at det var en lille børnehave. Alle hunnerne guidede deres unger til dette bestemte sted, så de kunne lege med andre unger før turen gik videre op af kysten.
Der var nok 25 – 30 hvaler, og det var et helt utroligt syn. Kæmpe stor anbefaling til andre der skal i den retning omkring august måned.
Efter nogle dages kørsel kommer vi til Streaky Bay, og vi er igennem Nullarbar Range. Vi har kørt langt den dag vi ankommer til Streaky Bay, og vi ankommer sent til Campingpladsen. Det er vores tanke, at vi vil leje en af campinghytterne for at slippe for den kolde nat. Receptionisten siger pænt ”Welcome back, Mr. Nikolajsen”. Vi har været på denne campingplads for 10 år siden, men de har os stadig registreret i deres system. Dengang havde vi vores lille Autocamper Mathilde, og var på vej fra øst til vest. Vi ved at dette er en god campingplads. Den er placeret helt ned til strandkanten, og man kan gå ind til den hyggelige by.
”Sorry, Mr. Nikolajsen” – de havde ingen ledige campinghytter, alt var udsolgt. Det er nok en lektion som vi egentlig lærte for mange år siden. Hvis man vil have en god plads, eller campinghytter så skal man ankomme før kl.16.00 samme dag. Vi måtte slå teltet op og pakke os godt ind.
Vi vågnede til den smukkeste morgen. Teltet var sat op næsten helt ned til stranden. Men vigtigst af alt, solen strålede fra en skyfri himmel, og havet var næsten blikstille.
Det tog nogle timer for os at komme videre fra morgenmaden, som blev indtaget foran vores telt med havudsigt og blå himmel. Men dagen blev til udflugtsdag, og vi bookede endnu en nat på Streaky Bay Camping.
Vi står på kanten af verdens ende. På toppen af en klippe og skuer udover havet. Kigger man ned mellem de to klippevægge hvor havet bruser ind med fuld kraft ser man at vandet piskes hvidt som flødeskum. Vandet imellem de to klipper er i uro, og det ser nærmest ud som om det er en kogende kedel. Men løfter man blikket og lader det glide ud i horisonten møder ens øje det helt rolige vand. Det hæver sig blot ind imellem, og det ser næsten ud som om moder natur der stille og roligt trækker vejret.
Her er naturen storslået, og næsten uendelig. Her ses den daglige kamp mellem hav og land, hvor havet langsomt former kystlinjen.
Lige her føles livet særligt. Som menneske føler man sig helt ubetydelig og lille. Man er blot en lille brik i det store univers. Det er her man bliver bevidst om, at uanset hvad vi gør og hvilke valg vi træffer, så vil Moder natur stadig trække vejret stille og roligt når jeg ikke længere er tilstede i dette univers.
Vi husker nu, hvorfor vi holder så meget af den Australske natur. Naturen er så storslået, og man får mulighed for at sætte tingene en smule i perspektiv.
På vores dagstur rundt omkring Streaky Bay ser vi fra klipperne ”den hviskende klippe”. Bølgerne slår ind under klippen, og det lyder som et stort og højlydt ”suuuuusssssshhh..”. Man skal ikke lide af højdeskræk når man står på klippen ved kystlinjen. Men udsigten er spektakulær.
Tanket op med god energi kører vi videre imod Melbourne. Vi stopper ved Wuddina XXXX. En meget lille by, men et sted med en helt særligt betydning for os. For 10 år siden mødte vi bl.a. den kroatiske skulptør der var igang med at lave en stor skulptur ud af granit. Dengang fortalte han med stor passion hvordan det endelige værk skulle se ud. Her 10 år senere stopper vi for at nyde synet af den færdige store granit skulptur der står som byens vartegn.
Vi lander i vinregionen omkring Barossa Valley efter en god uges tid. Her kan man bruge mange dage, besøge diverse vingårde, og smage egnens delikatesser. Men vi bliver kun en enkelt overnatning. Vi skal videre til Melbourne, og vi beslutter at vi vil bruge lidt mere tid i den region på tilbagevejen til Perth.
Små pin point – det der sker udover rejsen…
XXXXX—manden i Barossa Valley – snak om livet. Pludselig åbner op for sit privatliv – egentlig står blot at vaccineret
XXXX – kurator på galleri – ældre mand – fortalte om hvordan og hvad der skal til for at blive kunstner
XXXXX – overnatter på motel – møder denne fantastiske mand – vi får vin og bliver inviteret hjem til ham..
Vi ankommer til Melbourne godt trætte men uden overnatningsmulighed. Jeg havde forgæves forsøgt at finde housesitting jobs eller et AirBNB sted. Men det ville bare ikke lykkedes for mig. Så vi kører i retning af det nærmeste – og billigste motel. Det er her at vi erfarer at Melbourne har betalingsveje. Et godt råd til andre, skriv ned hvor fra og hvor til du kører på betalingsveje. Hvis man ikke har købt dagspas via nettet før indrejse til Melbourne, så kan man efterregistrere det på websitet. Men det kræver, at man er helt sikker på hvilken strækning man har kørt på. Det havde vi ikke gjort, og det kom vi til at betale lidt ekstra for. Surt! Fra det tidspunkt blev ”Frk. Sørensen” (vores GPS) indstillet til at undgå alle betalingsveje.
Det første motel vi rammer er en stor skuffelse. Det ser meget slidt ud, og det er heller ikke placeret i byens bedste område. Så vi beslutter os hurtigt for at kører videre til næste motel. Moteller kan være en dyr fornøjelse, og man skal virkelig være opmærksom på prisen. Christian blev en haj til forhandle gode priser.
Vores første housesitting job var først to uger efter at vi var ankommet til Melbourne. Så der skulle findes et sted til Christian og jeg i to uger. Sarah skulle være på en hestefarm syd for Melbourne i en måned. Der blev brugt mange timer på nettet, men det lykkedes os endelig at finde et sted. Det skulle vise sig at være et fantastisk sted.
Huset, som var i to etager og meget stort, lå oppe i bjergene i Smiths Gully – ca. 45 min kørsel nord for Melbourne. Her vågnede man op til den smukkeste udsigt til bjergene, den Australske natur og kænguruer i haven. Så kunne det vist ikke blive bedre. Vi havde booket et værelse i dette hus, og havde også adgang til eget toilet og et køkken. Et ungt par boede på 1. salen. De var housesittere for dem som ejede huset, og de kunne fortælle os hvor vi kunne finde de mest nødvendige ting i området.
Housesitting fungere perfekt. Man kan finde housitting huse på Aussie Housesitters eller Mind a Home, begge er målrettet Australien. Men der findes også andre portaler, som inkludere hele verden. F.eks. Trusted housesitters.
Vi havde fået vores første housesitter hus i Bittern. En lille by, som ligger ca. en times kørsel syd for Melbourne. Sommerfuglene blafrede rundt nede i maven da vi skulle møde familen og dyrerne for første gang. De var en Australsk familie der skulle på ferie i udlandet for første gang. De havde booket en rejse til Thailand. Vi skulle passe to hunde, en kat og deres meget store hus.
Det endte med at vi aftalte, at vi skulle komme nogle dage før de skulle afsted, og vi havde nogle rigtig hyggelige dage.
Nu har vi været i dette hus i over to uger. Det har på mange måder været fantastisk. Vi har fået set en stor del af området, som er Pennisular Mornington, og vi har haft et godt udgangspunkt for ture til Melbourne.
Igår hentede vi Sarah. Hun er nu færdig med at være på gården, og er nu hjemme igen. Hun har nydt at være på gården, og jeg er sikker på at hun har fået noget venner for livet, og lært rigtig meget.
I næste uge flytter vi videre til et andet hus. Her skal vi bo hos en dansk familie i næsten en måned.
Her i Australien løber tiden hurtigt, og nogle steder får vi skabt en platform og ramme om vores liv for en kort periode før turen går videre. Det er ikke alt vi kan og vil skrive i det offentlige forum på vores website, men hvis nogle af jer gerne vil høre mere, eller hvis I skulle få lyst til at fortælle om jeres liv i Danmark, så kan vi fanges på Facebook, mail, Skype, eller Messenger. Det er altid rart, at høre nyt fra Danmark.