Den lille familie havde pakket rygsækken for første gang, og var ankommet til Thailand – smilets land. Alle var spændte på de nye oplevelser der lå forude, men bekymringerne stod samtidig i kø for at få opmærksomhed.
“Moar – se de sjove små pølser!”. Den lille pige på 6 år pegede ihærdigt på de små cocktail pølser. I enden af hver pølse var der snittet i et kors, og efter stegning krøller enderne sammen så de ligner en lille blæksprutte.
Alt opleves for første gang, den overdådige morgenmadsbuffet, som bugner med alt fra små pandekager, æg og bacon til lækre thailandske retter. Det turkisblåt vand og de kridhvide sandstrande. De smilende thailændere der hele tiden skal røre ved den lille piges lyse hår, som til sidst bliver til stor irritation for hende.
Moren har haft store bekymringer før afrejse. “Er det nu forsvarligt at rejse så langt med en 6 årig? – hvad nu hvis der går noget galt ?”. Der var pakket til bristepunktet, og der var taget højde for alle tænkelige udfordringer. Selv bamserne ”Muffy” og ”Huffy” havde fået deres egen kuffert med.
En god kollega havde fortalt om hvordan hun altid pakkede en overraskelsestaske fyldt med små gaver til lange flyveture. Den ide havde moren straks adopteret, og det var et hit at hive en ny tegneblok og nye tusser frem fra overraskelsestasken, når den lille pige blev utålmodig. Senere blev det til en tradition, som fulgte den lille familie, og noget som den lille pige altid så frem til på flyturen.
De var indlogeret på et hotel med små bungalows som lå på række i en smuk blomsterende og frodig have. Moren mente nu, at det måske var lige lidt for tæt på “junglen”, og synes ikke at der var meget lys da hun slæber sin kuffert igennem haven af de smalle brobelagte stier.
Allerede første aften møder hun et af østens dyr. Et lille firben der med stor ekspertise kravler op af væggen, og med lynets hast gemmer sig bag et stort maleri der hænger på væggen. Hun springer op af skræk med tanken om at skulle dele seng med et firben. Hendes mand forsøger forgæves at fange det lille dyr, men uden succes.
Det lille firben bliver senere et særligt kendetegn på asien, som den lille familie værdsætter så meget. Alle små firben bliver fremover kaldt “Fido” – og bliver et velkomment lille dyr der spiser de irriterende myg og fluer.
Denne tur til Thailand for 15 år siden, blev starten på et liv med masser af rejser. Siden er rejse cv’et blevet udvidet med rejser til Venezuela, Malaysia, Australien og meget mere. Det med at rejse som familie er blevet et “drug” vi stræber efter, og vi er alle tre blevet bidt af en “travel bug”.
Her 15 år senere er vi så igen i Thailand. Denne gang skal vi bo i Hua Hin, som ligger tre timers kørsel fra Bangkok.
Vi har lært mange ting siden vores første store rejse. Vi har taget store valg for at tilfredsstille vores “travel bug”. Vi har lært at slappe af på de lange transport ture – en 24/26 timers fly rejse til Australien betyder ingenting for os idag. Vi har lært at en rejse starter fra det øjeblik du træder ud af din hoveddør – og vi tager derfor alle oplevelser med inkl. eventuelle flyforsinkelser m.v.
Vi har lært at være nysgerrige, at udforske det land som vi besøger. Det har været vigtigt for os at forsøge at forstå den kultur og det land som vi besøger. En god snak med taxi chaufføren er altid godt. De kan altid svare på de mest basale ting om deres land og kultur – hvis de ellers taler engelsk.
Vi tager tingene som de kommer, og handler udfra det. Nogle gange bliver tingene eller retningen ændret undervejs – og nogle gange flere gange i løbet af en dag. Vi har lært at lytte til hinanden som familie, og forsøge at forstå hinandens behov. Selvom det naturligt også har sine udfordringer at rejse sammen som familie.
Vi pakker stadig for meget. Det kræver nok lidt mere intens øvelse at begrænse sin bagage. Men idag pakkes der nogle gange blot et par timer før afgang, og ikke flere dage i forvejen.
Efter at have været på campingtur i Australien har jeg efterhånden også vænnet mig til diverse kryb og kravl. Dog er jeg endnu ikke særlig gode venner med de store kakerlakker.
Vi har et særligt forhold til Thailand. Vi føler os sikre her, og vi ved nogenlunde hvad vi kan forvente. Det lever i høj grad op til vores forventninger, og det gør det også lidt lettere når taxi chaufføren taler engelsk.
Mango Bay Spa and Resort i Hua Hin var valgt udfra at jeg skulle komme ovenpå min hospitalsindlæggelse. Der skulle være ro, renlighed og afslapning. Stedet var som kaldet til det formål. Resortet lå syv kilometer væk fra Hua Hin omkranset af frodig natur. Det stod i stærk kontrast til Hanoi’s pulserende trafik kaos og forurening. Her skulle vi nyde stilheden og den lette brise i 11 dage.
Stedet bestod af to etagers private bungalows, hotelværelser i to-etagers bygninger, og flere små swimmingpools strategisk placeret mellem bungalows. Vi havde fundet stedet igennem AirBNB, og den privatejede bungalow som vi havde lejet var ejet af en mand fra Sverige.
Det var tydeligt, at det var udenfor sæsonen, alt var sat på lavblus. Men vi nød også at der ikke var særlig mange gæster. Jeg tror, at der var dage hvor vi stort set var de eneste på hele området.
Sarah og Christian havde bestilt en tre-dages oplevelsestur ud i regnskoven. De har jo en helt særlig interesse for slanger, hvilket vores kvindelige taxichauffør absolut ikke kunne forstå. Hun kaldte os “the dangerous family”.
Jeg nød jo swimmingpoolen, mens Christian og Sarah var i regnskoven, som iøvrigt var perfekt placeret nær ved vores bungalow. Derfor kan jeg ikke fortælle om deres tre dages regnskovsoplevelse. Her får I Sarahs fortælling om de tre dage i regnskoven med far:
Hvad var dine forventninger til jeres tur?
“Jeg må indrømme, at jeg til at starte med var en smule nervøs for det der med at skulle sove i telt ude i regnskoven. Jeg havde helt klart forventet at skulle slå teltet op i skovbunden. Tænk hvis en elefant pludselig kom gående ind i lejren? Jeg ville gå i fuldt ud i panik og dø af skræk!
Jeg var godt klar over, at det var en lidt nørdet tur, men jeg blev alligevel virkelig overrasket over at møde de mennesker som kom og hentede os. Vores guider bestod af et ungt ægtepar, han var fra Holland og hun var fra Thailand. Hollænderen var lige så photo og reptil nørdet som far. Derudover var der “Mowgli”. Hans virkelige navn er Utt, men han ligner virkelig Mowgli, med sine shorts og pagehår. Går også lidt som ham fra Disney-filmen. Så det er nu hans betegnelse.
Vi var dermed 5 i alt på herping turen – far og mig og de tre nørder. De var virkelig nørdede personer, og gik op i krybdyr med liv og sjæl. Det var lidt sjovt at observere tre voksne rende rundt i skoven og sige dyrelyde. Da de kom og hentede os, spurgte de om det gjorde noget hvis vi liiige kørte en lille omvej forbi en ananas plantage, hvilket er en magnet for Spitting Cobras.”Not at ALL!” siger far og jeg kor.
Vores guider var helt fantastiske. Et hvert øjeblik blev brugt på at lede efter alt levende.
Prøv at fortælle om hvad turen egentlig gik ud på
“Det er en Herping tur hvilket betyder, at man går ud og leder efter slanger og andre krybdyr. Selv om det største fokus er på “herping”, så kigges der også efter alt andet levende som fugle, aber og pattedyr.
Vi finder også ud af at Mowgli rent faktisk er igang med at skrive en bog om Thailandske frøer og padder, så vi bruger også noget af tiden på at lede efter særlige frøer. Han er meget dygtig, og har flere gange fundet dyr som endnu ikke er blevet registreret.
Når vi gik ud og ledte efter slanger, gik vi ofte off-track og gerne i hver sin retning, for at dække så stort et område som muligt. Der var det lidt vigtigt, at man ind imellem kiggede op for at se hvor guiden blev af så man ikke fór vild. Ellers kørte vi utrolig langsomt i bilen, mens alle fire mennesker hang med hovedet ud af bilen. Lige så snart man fik øje på noget, der bevægede sig, stoppede bilen brat og alle sprang ud for at se hvad det var.
Prøv at fortæl om nogle af de store oplevelser fra turen
I starten af turen, spurgte de os om hvad vi helst ville finde på turen. “PYTHONS and cobras!” lyder det enstemmigt fra far og datter. Det var vores store ønske at se python, men vi var også begge klar over at det jo ikke var sikkert at vi så noget. Far havde læst om andre der havde været på en tre-dages tur, hvor de stort set ikke havde set noget de to første dage. Så vi var væbnet med en god portion tålmodighed, det er jo naturen og ikke et ZOO.
Det første sted vi ledte var en eng med græs i navlehøjde, hvilket er et perfekt gemmested. Lidt nervepirrende, da man kunne risikere at træde på en fin men giftig kobra. Dog så vi ikke en eneste slange der.
Men ved andet stop var vi noget mere heldige. Vi gik i et område med tæt krat og træer, der læner sig ud over to menneskeskabte søer på hver sin side af en sti. Jeg finder er slangeskelet, og spekulerer på hvad der kan have spist den. Så peger Mowgli pludselig højt oppe på en gren i et træ, der lænede sig ud over en af søerne og udbryder “python!”. Og der ligger ganske rigtigt en stor slange der har snoet sig sammen. Score!
Til venstre for træet, peger Hollænderen ned i græsset. Der i det høje sivgræs ligger der nok den største slange vi nogensinde har set. Hovedet er på størrelse med et stort marsvin, og kroppen på tykkelse med mit lår. Hollænderen gætter på at den er 5 m. lang, vurderet udfra hovedets størrelse. Den ligger der krøllet sammen, men da den får øje på os glider den ned i vandet med et stort plask. Det var en kæmpe oplevelse!
Så drejer vi ca. en 90 grader til højre og ser slange nummer tre. Mowgli og Hollænderen spurter hen for at hive fat i slangen, der er på vej væk, og far hiver den i halen for at få den op på land. Far er helt oppe at køre og kaster sit ellers dyrebare kamera hen til mig og beder mig om bare at snappe løs. Med kæmpe slangen i armene, forsøger far at instruere mig i hvordan man indstiller kameraet helt rigtigt. Jeg er clueless og det ender med at hollænderen tager over. Tror aldrig jeg har set min far så begejstret. Lad os bare sige at efter denne oplevelse, så var far og jeg rimelig hyped og guidene havde helt klart fået vores absolutte, fulde opmærksomhed!
En anden særlig oplevelse var da vi gik på en regnskovssti. Vi havde brugt lang tid på at lede efter pit vipers, og havde endnu ikke haft den helt store succes. Da vi gik tilbage lå der, præcis der hvor vi netop havde gået, to små Pit Vipers. Jeg er ikke bange for slanger og syntes at de er alletiders, men de er ret giftige, og de her havde været rimelig tæt på vores ankler forinden.
Vi var hver dag i gang hele dagen fra tidlig morgen til sen aften. Efter aftensmaden var det tid til Night Walk. Mowgli, hollænderen og far var udstyret med det største high tech udstyr i bedste “Ghostbuster stil”, ja – de var lidt nørdet.
Mowgli, som bare løber rundt i sine klipklappere er selvfølgelig den første der fanger et dyr. En lille gekko, der bliver udsat for en photo shoot session, enhver topmodel drømmer om. Den bliver blændet med flashlights fra alle sider, og jeg gør hvad jeg kan for at holde flashen den rette vinkel for far, så han kan tage årets billede af den lille gekko.
Selvom det primært er reptiler, så kigger vi også efter andre dyr. En aften ser jeg en Civet, et stribet kattelignende dyr, spadsere igennem campen. Dyret og jeg har nærmest øjenkontakt og jeg forsøger næsten panisk at gøre fagter og hviske for at få fars opmærksomhed. Men far hører eller ser intet, da han er fuldt optaget af en behåret edderkop.
Hvad var den mest skræmmende oplevelse?
Den mest angstprovokerende, men også fede, oplevelse var, da jeg valgte at gå lidt væk fra gruppen, og bevæge mig lidt ind i det tætte buskads for at lede efter slanger på egen hånd. Inde i krattet får jeg pludselig øje på en stor slangehale, der langsomt glider ned af et træ få meter fra hvor jeg står . Ude af stand til at kalde på nogen, får jeg denne oplevelse helt for mig selv. Dog turde jeg ikke lige at kaste mig ud for at fange den. Der går nok nogle år før jeg går fuldt ud Steve Erwin.
Jeg havde troet, at det ville blive slemt det med at sove i telt ude i regnskoven. Men det var faktisk ikke noget problem. Vi lå på en camping ground med kort græs og der var selvoppustelige madrasser og gode soveposer. Efter en lang dag med masser oplevelser faldt vi også hurtigt i søvn. Vi skulle jo op tidligt igen dagen efter for at fortsætte jagten.
For mig står disse tre dage med far helt klart på listen over de største oplevelser på vores rejse.
Klik her for at se HELE fotogalleriet fra Herping turen!
Det var beretningen fra Sarah om hendes regnskovstur sammen med Christian.
Det havde længe været planlagt, og nu kom dagen endelig som Sarah havde set frem til. Mathias, Sarahs gode ven fra Danmark ankom til Bangkok lufthavn en eftermiddag i juli måned. Han skulle nu rejse sammen med os de næste tre uger.
Vi blev i den pulserende by, Bangkok i to dage. Vi startede med at introducere Mathias for Backpacker street. Her kan man få alt hvad man nu måtte have behov for. Om det så er at se “Ping Pong show”, spise stegte kakerlakker, fugleedderkopper, larver, eller danse til den lyse morgen, drikke øl og cocktail i store kander til en brøkdel af hvad man betaler i Danmark – så findes det her.
Sarah, Mathias og Christian smagte på diverse stegte kryb. De tyggede på de små ben og vinger, der knaste imellem deres tænder. Et lille “hmmm…” kom fra dem, og de blev alle enige om at det smagte lidt af flæskesvær.
Dagen efter vandrede vi rundt i Bangkok. Vi havde ikke de helt stort planer. Udover at vi gerne ville opleve lidt af Bangkok før vi rejste videre. Vi kom i snak med en mand på gaden, som foreslog at vi tog en Tuk-Tuk et par timer rundt i byen for at se de små templer. Umiddelbart, lød det som en god ide, men hvad var bagtanken med hans forslag? Vores sunde fornuft og skepsis forsøgte straks at advarer os, men vi springer alligevel ind i en Tuk-Tuk, og indstiller os på at tage hvad der kommer.
Der var selvfølgelig en lille bagtanke. Efter at vi havde set de små templer, og en stor buddha, så skulle vi besøge en skrædder-forretning. Vi ved fra vores tidligere rejser, at der findes fantastiske skræddere her i Thailand. Det endte da også med at Mathias fik købt sit første skræddersyet jakkesæt.
Vores kvindelige chauffør, som havde kørt os sikkert til og fra Hua Hin stod klar en tidlig morgen i Bangkok. Hun indstillede os på, at nu skulle vi køre i 3 timer for at komme til vores næste stop; Hotel Lilawalei som ligger 30 km. fra Khao Yai regnskoven i det nordøstlige Thailand.
Vi vidste godt, at det var et luksus sted vi havde bestilt, som vi iøvrigt havde fået til halv pris pga. det var udenfor sæsonen. Men Lilawalei var et fantastisk sted med en utrolig smuk have, fyldt med blomstrende frangipani træer. Det var langt mere luksus end vi havde turde håbe på. Hvem skulle have troet, at vi skulle bo på et sted hvor de havde min yndlingsblomst i en mængde nærmest som en plantage.
Der var bestilt tur til regnskoven. Dog ikke den samme udfordrende tur som Christian og Sarah havde taget, men blot en introducerende en-dagstur i skoven.
Vi bliver hentet en tidlig morgen, og vi er på tur igen med en god engelsktalende guide. Vi har ikke kørt langt før vi stopper op for at se en flok gibbonaber lege i trætoppene. Vi kan kun se en enkelt flok, men vi kan høre at der er to flokke der kalder på hinanden.
Vi vandrer fire km. mod et vandfald, af smalle skov stier, op og ned, nogle steder meget mudret og glat, andre steder med fladt terræn. Men vi er alle opmærksomme, både på hvor vi går, og hvad vi oplever. Så der bliver ikke udvekslet mange ord mellem os.
Christian fortæller historierne om snylteplanter, store ”telefontræer”, fugle der bærer plantefrø fra den ene del af regnskoven til den anden. Historier som han har lært fra dygtige guider, som tidligere har vist os vejen på de mange gange vi har været i regnskoven. Men også erfaring, som er bygget op omkring en stor interesse for den tropiske fauna og flora.
Vi ser fugle, aber og krybdyr. Vores guide finder en enkelt slange til Sarah og Christian, en grøn pit viper (Pope Pit Viper). På behørig afstand kigger Mathias og jeg på at de beundrer og tager billeder af slangen. Men vi ser også en siamesisk krokodille og en lizards der passer på sine æg.
Vi ser flokke af sommerfugle i gul, blå, lilla og i mange mønstre. Det er interessant at se hvordan sommerfuglene holder sig til deres farve-kode af flokke. Så alle gule sommerfugle holder til et sted, og de lilla et andet sted.
Vi ser store pelsede sommerfuglelarver, og endnu større glinsende tusindeben, der kravler rundt i skovbunden. Derudover mærkelige farverige insekter med lange lanterner som horn.
Lyden i regnskoven er helt speciel. Der er en konstant summen, der lyder lidt som elektricitet der summer, men det er store chikader der synger. Ind imellem lyder der fugle lyde, nogle er små skrap, andre er lange smukke sange.
Vi er i en højlands regnskov. Her er lidt køligere end hvad vi ellers har oplevet. Termometeret ved besøgscentreret viser kun 24,8 grader. Men luftfugtigheden er stadig høj, og det føles alligevel noget varmere i regnskoven.
Lige før aftensmaden er vi heldige at se en flok vilde elefanter der står og hygger sig på en eng.
I bilen retur til hotellet, siger Sarah “Ja, det er jo nok ikke sidste gang at vi er i Thailand”. Hun er meget positivt overrasket over Thailand. Hun husker ikke så meget fra vores tidligere ture, men i starten var hun jo også blot 6 år.
Efter mange overvejelser, research på nettet og snakke med lokale guider vælger vi at bruge lidt ekstra af budgettet, og flyve fra Bangkok til Siem Reap, istedet for at tage bussen over grænsen. Der har nemlig floreret mange historier om tyveri, og om hvordan folk er blevet snydt ved grænsen, og har måttet betale mange penge for at få deres pas retur.
Vi ankommer med Cambodianske Tuk-Tuk’er til vores 4 stjernet hotel i Siem Reap med store forventninger. Det er helt klart uden for sæsonen. Der var ikke mange turister, og 4 stjernet hotel overnatninger fås for en slik. Men vi er dog ikke helt sikre på, at de har samme vurderingsskala som vi forventer.
Umiddelbart var vores vurdering af stedet helt ok, selvom det var lidt nedslidt. Men vi vækkes kl. 5.00 om morgen af et inferno af musik (larm), som består lidt af deres pling pling musik og sange. Det fortsætter frem til kl. 9.00! Vi finder senere ud af, at årsagen til musikken er pga. bryllup. I Cambodia fejrer man et bryllup over flere dage, og med rigtig mange gæster.
Toilettet på vores værelse lugter fælt, og nej, det er ikke fordi en af hos lider af maveonde.
Vi flytter hotel efter to nætter. Det skal vise sig at være en rigtig god beslutning. De sidste nætter i Siem Reap bor vi på Chez Moi Hotel, som er et utrolig hyggeligt sted. Her kan man roligt sige at man får luksus for pengene både i relation til værelse, swimming pool og det altid hjælpsomme personale.
Den første aften i Siem Reap står på traditionel Khmer BBQ. Her steges kænguru, slange, frøer, krokodille og meget mere på den lille kul grill der placeres på bordet. En udsøgt fornøjelse, og spændende oplevelse som helt klart kan anbefales som et must ved et besøg i Cambodia.
Der hviler en helt særlig stilhed og stor historie over templerne i og omkring Angkor Wat. Vi er på dagstur med vores egen engelsktalende guide.
Vi havde mange overvejelser om hvorvidt vi skulle forudbestille ture til Angkor Wat. Faktisk arbejdede vi allerede på det i Vietnam, og fik et tilbud fra en lokal turoperator i Hanoi. Men gud ! – hvor var det godt, at vi i sidste ende ikke valgte at forudbestille noget. Det er det letteste i verden at finde ture der går til Angkor Wat, og der findes noget for en hver smag. Man kan vælge at hyre en lokal Tuk-Tuk til meget få penge, tage sin Lonely Planet under armen og tage ud til templerne. Men man kan også vælge at hyre en bil og en engelsktalende guide, som vi gjorde. Vi var rigtig glade for at få alle historierne fra vores guide, og at vi samtidig havde mulighed for at kunne stille de 1000 undrende spørgsmål.
Vi havde bestilt to dage med bil og guide. Så var tid til at se de omkringliggende templer og selve Angkor Wat. Udsigten til sidstnævnte nød vi i en solopgang, hvor hele familien havde været oppe kl. 5.00 for at betragte dette smukke syn.
Templerne er graciøse. Ruinerne fortæller historien om en storhedstid, hvor konger, guder og dæmoner var del af hverdagslivet. En tid der er blevet blæst væk. Det er et område hvor civilisationen har forladt det, og naturens kræfter igen har taget over, som er det igang med at hviske menneskets eksistens, bedrifter og bygningsværker væk. Er det hvad der vil stå tilbage om 1000 år af vores civilisation, hvis vi forlod vores byer ?
Fortidens stemmer taler igennem tempelmurerne og den omkringliggende skov. For et øjeblik bliver vi spirituelle, og tænder en røgelsespind, og beder en bøn ved Buddha figuren.
Cambodia er på mange måder både smukt og råt, men også utroligt fattigt. Jeg er på største vis positivt overrasket over landet. Som vi kører ud af Siem Reap i bussen på vej til Saigon er vi alle enige om at det bestemt ikke er sidste gang vi er i Cambodia.
Bussen bumler afsted. Vi føler os utrolig heldige. Vi havde bestilt en bustur fra vores hotel til Saigon, en bustur på ialt 9 timer. Vi havde forventet, at vi blev hentet i en gammel slidt bus, og vi havde bevæbnet os med den største tålmodighed til den lange rejse.
Men vi rumler afsted i en VIP bus til 21 personer. Der er bløde sæder, og rigtig god benplads. Så skulle vi nok kunne klare de 9 timer igennem Cambodia.
Vi føler os lykkelige over at have valgt denne rejseform. Nu fik vi også mulighed for at se lidt mere af landet. Vi kører forbi rismarker så langt øjet rækker, gummiplantager og fladt landskab med små landsbyer.
Men hvad der står i stor kontrast er den utrolige fattigdom i en grad som vi endnu ikke har mødt på vores rejse. Der er mange simple træhuse på stolper, og når man kigger ind i huset i forbifarten ser man at der blot står en seng og et par enkelte stole.
Humøret er højt, og vi nyder turen igennem Cambodia. Vi er i sikre hænder og historierne om at hvordan andre rejsende har fået stjålet ting og haft problemer ved told overgange er meget langt væk i vores hukommelse.
Vi ankommer til den Vietnamesiske grænse. Det er en anden grænseovergang end hvad man normalt benytter, og her er ikke ret mange mennesker. Faktisk, er vores bus den eneste der ankommer og skal igennem. “Fantastisk” tænker vi, og acceptere at vi skal tage alt vores bagage ud af bussen fordi vi nu skal igennem pas kontrol, og bagagen skal scannes igennem.
Men pludselig vender hele situation. De vil ikke lade Mathias gå igennem. De bliver ved med at sige at han skal have et VISA. Som dansker har man op til 15 dages gratis ophold i Vietnam, og vi skal ikke betale for visa. Det hele bliver til en stor diskussion fordi de Vietnamesiske myndigheder har lavet en fejl da han var i transit i Saigon, og de har stemplet i hans pas. Det skaber stor forvirring pga. tolderne ved grænsen mener at han allerede har været i Vietnam, og dermed allerede har brugt sine 15 dages gratis ophold.
Men de er ikke helt til at diskutere med, de taler ikke rigtig engelsk og stemmerne bliver mere og mere vrede. Det ender med at vi acceptere at Mathias skal have et visa, som de så mod betaling går i gang med at lave.
Lidt skræmte og vrede returnerer Mathias og jeg til bussen efter en times diskussioner, og en buschauffør der truede med at ville køre fra grænsen uden os. Men vi kommer igennem og efter endnu et par timer lander vi i Saigon igen.
Det er lidt underligt at være tilbage i Saigon. Det var her vi startede for fire måneder siden. For et øjeblik reflektere vi over de mange oplevelser vi har fået i rygsækken siden, både gode og dårlige. Det har været en utrolig rejse hvor vi har lært meget om de lande vi har besøgt, men også en stor del om os selv og vores ønsker.
Vi nyder de sidste dage i Saigon. Besøger vores gode venner, vandrer rundt i byen og introducerer Mathias for vores yndlingsspisesteder.
Der bliver taget afsked med Mathias, og vi gør klar til at lukke et kapitel i vores rejsebog.
Vi har nu rejst rundt i Sydøst Asien i syv måneder, hvor vi har mødt mange forskellige mennesker, kulturer og natur. Men nu åbner vi en ny dør, og flyet går lige om lidt “hjem” til Australien.
