”Moar, det har jeg jo fortalt dig”, hun prøver virkelig, at huske hvornår det var at datteren havde fortalt hende hvad hun skulle i weekenden. Men informationerne er forsvundet i en presset hverdag, hvor tankerne har været fuldt koncentreret omkring arbejde. Det har været et kapløb med tiden, og med en indre stemme der hele tiden siger ”jeg skal bare lige blive færdig med denne opgave, så kan jeg slappe af”. Men straks efter at den ene opgave var færdig stod der en ny og bankede på døren, og meldte sin deadline.

Rødvinsflasken blev åbnet, og tankerne flyver igen tilbage til dengang hvor de boede i Australien, til drømme om hvordan livet kan være andet end at gå på arbejde fra 8 – 4. De taler til langt ud på natten, og forsøger at finde løsningsmodeller til hvordan livet kan leves fuldt ud. De ved begge, at noget af det som tæller allermest er at være tro mod ens værdier. De deler værdierne om, at leve livet nu og ”at rejse er at live”– og aldrig bruge sætningen ”når jeg bliver gammel, og går på pension vil jeg….”. Livet er for kort til udsættelser, i morgen kan være for sent til at udleve drømmen.

Det måtte være muligt, at finde en vej – men de havde prøvet det før. Med et slag i hovedet slår det hende, at hun endnu engang står der hvor hun havde lovet sig selv, at hun aldrig ville komme til at stå igen.

Det siges, at være en oplevelse at køre igennem Nullarbor Range, som er en lang strækning i South Australia. Der er ikke meget andet end den rå natur, og er en uendelig lang tur der kræver mod og tålmodighed. De havde slået camp for natten ved en af de mange slidte Road houses. De kendte standarden fra deres rundrejse i Australien, som startede i Sydney for 2 måneder siden. De vidste at man klart foretrækker selv at lave sin aftensmad. Det er muligt, at købe mad på et Road house i Australien, men man kan være sikker på at fluerne har smagt på maden før man selv indtager den. Men BBQ’en er også altid et samlingspunkt, og der hvor man udveksler oplevelser og erfaringer med andre rejsende.

Denne aften mødte faldt hele familien hurtigt i snak med nogle unge fyre, som var på vej fra Melbourne til Perth. Det blev mere og mere hyggeligt, og guitaren blev fundet frem, og der blev jammet omkring bålet til sent ud på natten. Men det var måske også meningen fordi det var den skelsættende beslutning om at gå sent i seng der ændrede deres liv.

Normalt var der afgang fra campen før kl. 8.00, men denne dag blev der sovet lidt længere, og afgang blev udskudt et par timer. Men derefter gik det af sted mod Nullarbor Range med stor spænding, nu skulle de selv erfarer hvad der var særligt ved denne strækning.

Men de kom ikke langt. Allerede ved næste Roadhouse måtte de stoppe op pga. vejen var blokereret. Der var mange biler, autocampere, campingvogne og roadtrains på det lille Roadhouse. Varmen steg, og alle stillede sig til tåls med at drikke den kulsorte kaffe der havde simret på kaffemaskinen siden tidlig morgen. Alle ventede på svar, hvorfor kunne man ikke komme videre? Hvorfor havde de blokeret den eneste vej frem. Der gik ikke længe før de første nyheder løb ind. Et stort roadtrain/lastbil var forulykket, og havde tage flere personbiler med i sit dødsstyrt. Der kom meldinger ind om, at en familie var blandt de omkomne, og der spredte sig en dyb stilhed i på det lille Roadhouse. Alle sad i deres stille sind og sendte tankerne til de pårørende der nu skulle have den besked.

Men det kunne have været dem, som var omkommet i ulykken. Hvis de havde valgt at gå tidligt i seng aften før, og var kørt fra campen kl. 8.00, som de plejede, så havde de måske lige ramt ind i ulykken, som havde været uundgåelig og skæbnesvangert. På et splitsekund kunne alt have ændret sig.

Efter et par timer fik alle lov til at køre videre igen. Det var med stor forsigtighed at alle bevægede sig ud på vejen igen. Selvom det selvfølgelig ikke var vejens eller Nullarbor Range skyld var det alligevel som om at vejen nu var ekstra farlig.

Hun sad i sine egne tanker, og nød Nullarbar Range glide forbi. Den uopmærksomme ville sige ”busk, bush, busk, græs,” når de kiggede på naturen der glider forbi. Men den opmærksomme vil se, at naturen ændre sig og nye buske og græstyper kommer til syne efter hver kilometer der køres.

Men pludselig stod den der. Helt uventet, og som aldrig set. En helt hvid hest ved vejkanten. Den stod og spiste græs, kiggede på de forbi kørende billister med en helt særlig ro, og smuk som en engel. De spekulerede på hvor den dog kom fra. Der var ikke en ranch i miles omkreds. Men helt særlig var den, og måske var den ”the guardian angel” der havde holdt hånden over dem.

Livet er kun et nanosekund af evigheden, og vi er her kun et øjeblik.

Ind i mellem bliver man et øjeblik bevidst om hvor sårbare vi er, når man mister dem som står os nærmes, eller når livet hvæser tænder. Det er her man bliver udfordret til at stoppe op, og tænke over hvad det er man bruger det meste af sin tid på og om der er balance i regnskabet.

Valget

Vi har i mange år drømt om, at komme retur til Australien, hvor vi boede fra 2007 – 2009. Vi tænker ofte tilbage på denne tid, som en af de bedste tider i vores liv. Der var selvfølgelig også en hverdag, hvor studier, deadline for afleveringer, kundeaftaler, skole-hjem-samtaler skulle overholdes, men på en eller anden vis så var det lettere. Dengang lærte vi at tage tingene som de kommer, og ”give it a go” blev et mantra. Jeg husker, at vi ofte måtte nive lidt hinanden i armen for at minde hinanden om at dette var virkelighed og ikke en drøm.

Både de tre måneders rundrejse i Australien, oplevelsen på Nullarbor Range og de 2 år i Fremantle har på flere måder givet os en bevidsthed om hvad vi som familie sætter pris, og hvad der er vigtigst for os. Vi forsøgte, at holde fast i disse værdier da vi returnerede til Danmark, men livet blev alligevel sat på fuld speed igen, og endnu engang fyldte arbejdet alt for meget, og jagten på skaffe penge til hus, bil og ligusterhæk blev pludselig driveren igen.

Værdierne om ”at rejse er at leve” blev kun gennemlevet på de årlige rejser, som hvor det var muligt returnerede til Australien.

Hvad nu hvis man kunne leve et andet liv, hvor alting gik lidt langsommere? Hvor det ikke handlede om, at man lige skulle ordne den opgave, og lige færdiggøre endnu en to-do-liste”. Hvad nu hvis ”at rejse er at leve”, og ”Grib dagen” virkelig var et full-time job.

På flere måder havde vi taget denne snak rigtig mange gange. Vi har hver vores lille rolle i vores mange årige ægteskab. Jeg præsentere de vilde tanker, og Christian forsøger at sammensætte hvad der er realistisk ud fra et økonomisk perspektiv. Han er ret god til at bøje alle matematiske formler for at gøre det umulige til en mulighed. Men rigtig mange gange er vi også endt med nedslukket hundeøjne, og har bevæget os op på trædemøllen igen.

Sarah har vænnet sig til sine tossede forældre, der det ene øjeblik kommer med forslag om at vi skal købe et ”bed and breakfast”, og det næste en hestefarm i Australien. Hun har udviklet en særlig evne til, at lade ideen stå et øjeblik – og se om den virkelig udvikler sig før hun endelig tager stilling til det.

Men et er sikkert, vi har alle tre en travelbug. Vi deler alle tre en meget stor passion for at rejse, at møde nye kulturer, at se mærkelige dyr, og beskue og udfordre Mother Nature.Som sendt fra himlen kom ideen om at udforske Sydøst Asien, og næsten på samme tidspunkt stod der pludselig også en dør åben til immigrationsmulighed til Australien.

Valget om at tage af sted i 14 måneder var det letteste i verden. Nogle vil sige at vi er modige, andre vil sige at vi flygter væk fra noget, eller nogle – og nogle vil sige, at vi forsøger at bevise noget. Men vi deler ingen af disse perspektiver. Vi er blot nysgerrige på livet, og vil gerne have det hele med. Det er unægtelig vores fælles oplevelser som forbliver efter vi er borte, og ikke de materialistiske ting som vi har brugt et helt liv på at samle.

En enkeltbillet til Sri Lanka blev købt, visa til tre måneder blev bestilt, jobbet blev sagt op, og en lang to-do-liste der skulle lukke et liv ned for at starte et nyt liv. Internettet blev gennemsøgt for gode råd, erfaringer og inspiration fra andre. Her åbnede sig helt nye perspektiver, og vi lærte ord som ”slow living”, ”longterm travellers”, ”professional hobo”, ”freedom of choice”, ”sharing economy”, ”housesitting”, ”workaway”, ”voluturism”, og vi læste om andre som havde taget springet til et helt nyt liv. Bl.a. forfatteren af ”Just do it”, som er et amerikansk ægtepar som solgte alt, og rejste til Cambodia for at arbejde som frivillige et par år. Efter 5 – 6 år er de stadig på farten, og har undervejs benyttet sig af housesitting bl.a. i Europa.

Med denne hjemmeside, og blog håber vi på, at give inspiration til andre om at leve livet fuldt ud. Jeg siger ikke, at alle skal rejse jorden rundt for at leve livet fuldt ud. Men jeg tror på, at det er vigtigt at vi ind imellem stopper op, gør regnskabet op, og spørger os selv om hvad der er vigtigst, hvad fylder mest, og er der balance.

På vores rejse håber vi på at udforske alternative måder at leve på, og skabe et andet liv. Vi vælger at tjekke ud af trædemøllen for en tid for at skabe rum til refleksion og gribe alle muligheder undervejs. Så må vi se hvor vinden blæser os hen.