Hun havde været tidligt oppe, og sidder klar på sin lille plastic stol. Parat til at betragte livet og dagligdagen passere forbi. Hun er krumrygget, fingrene er kroget, og hun har ikke en tand i munden. Hun må mindst være 80 år, og hun er et særligt syn i Hanoi’s gader, hvor man ellers ikke ser mange ældre mennesker.

Hun rejser sig for os, og gør plads, så vi kan sidde på den lille plasticstol. Med vores Europæiske opdragelse, protesterer vi og mener bestemt ikke at det er de ældre, som skal gøre plads til os, men omvendt. Men det nytter ikke, og der bliver gjort plads til os og vores store bagage på det lille fortov.

Hun sætter sig ned ved sin gamle veninde, og går i gang med at rulle noget Cat, som er noget hvidt pulver der blandes med blade og placeres i kinden. Der er en særlig ro over hende. Er dette mon hendes liv, at sidde her hver dag? Hun er en af de få gamle mennesker der er tilbage. Mange års krig og uroligheder i Vietnam har efterladt et land med en majoritet af unge generationer. Hvilke grufuldheder har hun mon ikke set?

Vores bus ankommer, og vi smider vores bagage ind. Vi er på vej på vores næste 5 dages eventyr i Ha long Bay. Vores bus rumler af sted fra Hanoi to Ha long. Det er en lidt hård tur, men heldigvis tager turen kun 3 timer, plus tiden til at opsamle alle dem som skal med på tur. Bussen bliver fyldt til bristepunktet.

Ha long Bay nærmer sig. Fra kysten ses de karakteristiske klippeformationer. Nogle ligner ryggen af et vanduhyre der snor sig igennem havet. Vi har hørt de vildeste historier om hvordan skibene er i virkelig dårlig stand, og alt for mange turister på samme sted. Så vores forventninger til Halong Bay er ikke særlig høje.

Vi bliver sat af ved havnen, hvor alle skibene ligger for anker og klar til at tage imod nye gæster. Nogle er i bedre stand end andre, men det ser rimeligt ud.

Vi må vente et godt stykke tid på havnen før vi bliver hentet af en lille båd, der skal sejle os ud til vores skib. Man lærer at være tålmodig i Vietnam. Informationerne er nogle gange meget begrænset, og til tider følger man blot med flokken af turister, og håber på at det er i den rigtige retning. Men vi kommer om bord på vores skib ”Golden Bay”.

Vi havde frygtet det værste, men vi bliver indlogeret i en fin kahyt med udsigt, badeværelse, aircondition og fine senge. Der er vist ikke rigtig noget at klage over der.

Vi skal være på havet i to dage, og der er planlagt forskellige aktiviteter for os. Den første er, at vi skal sejle i havkajak. Christian er ikke helt frisk pga. han har fået betændelse i sin storetå, og humper derfor lidt rundt. Han bliver derfor på skibet imens Sarah og jeg begiver os ud på eventyr.

Det var grænseoverskridende for mig. Ingen af os havde prøvet at sejle havkajak før. Men vi hopper ned i en kajak, og får nogle hurtige instruktioner til hvordan vi kan komme frem, dreje og bakke kajakken. Men jeg havde ingen anelse om, hvordan vi skulle komme op i kajakken igen hvis vi kæntrede på åbent hav.

Men Sarah og jeg var seje. Vi fandt hurtigt en rytme, og kajakken bevægede sig med god hastighed fremad. Herfra kunne vi nyde en fantastisk udsigt til de små klippeøer, som fra havoverfladen virkede enorme stejle og store.

To stolte kvinder returnere til patongen/tømmerflåden, hvor kajakken skulle afleveres igen. Vi var begge enige om, at det var bestemt ikke sidste gang at vi sejlede i havkajak.

Allerede fra start var der lagt op til fest på skibet, og der var skruet op for musikken. Vi kom hurtigt i snak med de andre. En stor del af dem var backpackere på vej jorden rundt, eller asien rundt. De rejser med turbo fart, som om de har et mål om at se flest mulige lande på kortest tid. Når vi taler med dem bliver vi også bevidste om, at der er en del som de går glip af undervejs, selvom oplevelsen har været lige foran deres næse.

Vi er slow travellers, og helt klart for gamle til at rejse i deres tempo. Men vi er ikke for gamle til at feste med de unge, og danse på skibsdækket til den lyse morgen.

Dagen efter ankommer vi til Catba Island, lidt senere end forventet. Vi misser desværre færgen, og må vente en time på næste færge.
Allerede før vi forlod Hanoi blev vores guide sur, og han hoppede af bussen. Det betød, at vi ikke havde en guide under vores tur. Derfor bliver det hele lidt uorganiseret, selvom om den lokale guide på skibet forsøger at gøre alt for at gøre det godt. Men pyt for os, fordi vi har masser af tid. Men resten af gruppen har kun meget kort tid på Catba Island, og de går glip af nogle oplevelser, og skal allerede retur til fastlandet meget tidligt næste morgen.

Catba Island er den største og mest beboet ø i Halong Bay. Det er en klippeø, som alle de andre.
Den største indtægtskilde er turister. Catba by ligger helt ud til vandet i modsatte ende af havnen. Byen er godt rustet til at tage imod den store mængde af turister der ankommer hver dag. I weekenden er jeg sikker på at øens indbyggertal stiger til det dobbelte, her ankommer en stor del lokale turister, og strandende er i bogstaveligste forstand som fluepapir.

Catba by er en lidt grim by, men det er jo smag og behag for enhver. Her er høje hotel bygninger, neonlys, høj musik og flydende barer i bugten for at tilfredsstille enhver turist. Vi har heldigvis fundet en camp/hostel 12 km udenfor byen.

Efter en enkelt overnatning i Catba by, tager vi ud til vores lille sted. Vi ser frem til et par dage ved stranden, hvor vi bare skal slappe af og hygge os. Men Uh – hvor bliver vi slemt skuffet. Stranden er mudder, og vandet er langt ude i bugten.

Vi indlogerer os på Woodstock Beach Camp , hvor stemningen konstant står på ”chill out”. Her er masser af hængekøjer, puder og madrasser hvor man kan tage en lur, og sludre med andre rejsende. Personalet er selv rejsende, og arbejder for logi og mad for nogle måneder på dette sted. De fortæller os, at der p.t. er lavvande, og at vandet kommer retur kl. 14.00. Men man har nu alligevel ikke helt så meget lyst til at smide sig i bølgerne pga. vandet er fyldt med plastic og jellyfish.

Stedet er fyldt med andre unge mennesker, som rejser rundt. Sarah hygger sig gevaldigt med dem. Efter den første nat med larm fra fest bliver de ”gamle” flyttet hen i en hytte længere ned mod stranden.

Det skulle vise sig at være helt perfekt. Jeg bliver så dårlig med maveonde, og kaster op som jeg aldrig har prøvet før. De lokale mente, at det var dehydrering og ja, måske har de havde ret. Men lidt senere bliver Christian også syg med dårlig mave.
Vi ligger begge i sengen, og lever af kiks, cola og vand. Varmen er ulidelig, og luftfugtigheden er enorm. Vi får ikke set øen. Efter 3 dage er der afgang fra Catba Island, og vi nyder en sidste sejltur i smukke Halong Bay.

Efter et par timer i den bumlende bus er vi retur i vores dejlige ”New Yorker lejlighed” i Hanoi. Det er en stor lejlighed med to værelser, to badeværelser, køkken, og stue, og ”It comes with a maid” – hun tager opvasken, ordner badeværelse, kommer med friske blomster, og vasker vores tøj. Uh – jeg elsker det koncept.

Herunder er et par billeder fra området i Hanoi hvor vi boede. Melbutikken, Cafeen, det gode gadekøkken og stemningsbilleder fra Truc Bach søen.

Vores udlejer er kunstner og laver bl.a. kunst kurser. Sarah deltager i et Life Drawing kursus, som hun lærer utrolig meget af. Han er også rigtig dygtig til at give hende gode råd til hvordan hun skal lave ansøgningsmateriale til universitetet. Derudover har vores udlejer også en stor interesse for edderkopper, så der er mange fælles interesser og der er lagt en grobund for et livslangt venskab.

Sarah bliver også færdig med sine øvrige kunstprojekter i Hanoi. Hun lavede et lak-maleri, som er noget helt særligt for Vietnam. I det lokale expat kvarter møder hun også kunstneren der laver lotuslærred mallerier. Sarah får mulighed for at lære teknikken og lave et billede. Hun er hurtig til at komme i kontakt med folk, og deltager også i et par croquis drawing session. Hun er lidt sej.

Planen ligger også klar for mig. Jeg bliver tilmeldt IELTS engelsk eksamen, og skal bruge tiden på at forberede mig. Christian er godt i gang med sit tand projekt, så alt ligger klart med aktiviteter for os alle i de resterende uger i Hanoi.

Men så får jeg influenza. Jeg bliver i sengen, og tænker ”det går nok over efter et par dage”. Men det bliver ikke bedre – tværtimod. Vi går til det lokale sygehus, som ligger meget tæt på hvor vi bor i Hanoi. Efter blodprøver, og røntgen står det klart at det ikke bare er influenza. De vil indlægge mig!! Åh skræk – det havde jeg ikke regnet med. Jeg havde regnet med, at de ville give mig et par piller også hjem igen. Der skulle også noget overtalelse til, før jeg overgav mig, og blev.

De tre første dage på hospitalet svæver jeg ind og ud af en høj feber. De fortæller mig, at jeg har en slem lungebetændelse. Men deres medicin, som gives intravenøs, virker ikke, og jeg sover det meste af dagen.

Først ligger jeg alene på en to-mandsstue, hvilket er stor luksus. Men efter et par dage kommer de og siger, at nu skal jeg flyttes. Jeg forstår det ikke helt, men senere indlægges en lille pige på min gamle stue, og jeg hører hende skrige hele natten. Så bliver jeg lidt taknemmelig, selvom jeg nu ligger på en tre-mandsstue.

Om natten lytter jeg til folks lyde når de sover, når de prutter, snorker højlydt eller klager. Jeg ønsker bare, at dette snart er overstået og jeg kan komme hjem til Christian og Sarah.

Jeg er kommet på stue med en vietnamesisk bedstemor der er indlagt. Hele familien er hos hende, og hun er ikke alene et øjeblik. Til tider er der mange mennesker på stuen, og de taler meget højt. Familiens overhoved (bedstemor) skælder tit ud på børn og manden.

Men jeg falder i søvn. Da jeg vågner står bedstefar med sin bare mave, og siger ”hej” med et stort smil. Han giver mig ris-suppe, og bedstemor hæver pegefingeren og siger noget på vietnamesisk. Nok noget med at jeg skal spise op.
Det har en mærkelig konsistens mellem suppe og grød, men jeg får det ned. Bedstefar tager den tomme skål. Efter et øjeblik kommer han retur med en varm klud, og viser mig at jeg skal tørre søvnen ud af øjnene.

Jeg sover meget, men bedstemor holder øje med mig. Hun skal hele tiden hen og mærke på mine fødder for at tjekke om jeg har feber.

Bedstemor bruger ikke toilettet. Hun har sin egen potte, som hun sætter midt i rummet og så sidder hun der og skider.

Jeg kommer til at holde af dem, selvom jeg også er meget irriteret på dem. De larmer rigtig meget, og tager ikke hensyn til at jeg har feber og hovedpine.

Efter nogle dage finder de ud af at de har givet mig den forkerte dosis medicin. De har givet mig hvad der svarer til en vietnamesisk kvinde, men nu vejer jeg jo en del mere end de små slanke vietnamesiske kvinder. Medicinen bliver sat op, og endnu et antibiotika middel bliver tilført. Jeg får nu seks intravenøs behandlinger hver dag, og en masse piller.

Alt begynder langsomt, at gå i den rigtige retning. Men de er ikke meget for at lade mig gå før tid eller for tidligt med risiko for tilbagefald. Vi står jo overfor at skal rejse igennem Cambodia lige om lidt, og det er nok ikke et sted man ønsker at være syg.

Hospitalet i Hanoi var OK, og er i en international standard. Men der har været øjeblikke hvor jeg har sagt ”jeg hader jer” på dansk, når sygeplejerskerne kom ind med deres sprøjter, og når de ikke forstod hvad jeg sagde. En stor del af sygeplejerskerne taler ikke engelsk, og de bliver meget generte og fnisende hvis de forsøger at tale et par engelske ord. Ret irriterende når man er syg.

Men så er det jo fantastisk, at man har to vidunderlige store søskende, som begge kan give faglige forklaringer, gode råd, og masser af omsorg. Det har betydet alverden for mig, at de har været der hver dag i Cyperspace.

Jeg undrer mig over hvor unge både læger og sygeplejersker er. Nogle af dem der kom med nåle, og skulle stikke mig ligner nogle på Sarahs alder, og nogle af lægerne har ikke en rynke.
Men det snyder lidt. Vietnameserne holder sig utroligt godt – og det er svært at gætte deres alder, selvom Vietnam generelt har en meget ung generation.

Dagene glider af sted. Til tider bliver jeg, hende den gnavne patient der bare er konstant møg sur. Jeg bliver træt af, at de ikke kan forklare mig hvad der skal ske, eller når de ændrer på hvordan de giver medicin, træt af at de glemmer den mad man har bestilt eller får noget andet mad end man har bestilt.

Jeg får et indblik i hvordan det er at være udenlandsk patient, og tænker på om vores danske sygeplejersker taler engelsk, og kan kommunikere med vores udenlandske borgere i Danmark.

Jeg hoster stadig en hel del efter 11 dages intens medicinering, men mine lunger er blevet bedre. Selvom jeg har været irriteret på dem, så må man sige at de har været dygtige til at tage hånd om mit sygdomsforløb. Nu skal jeg bare ud, og hjem til vores ”New Yorker lejlighed”. Jeg får lov til at blive udskrevet på en betingelse, hvilket er at jeg skal komme retur de følgende to dage, og få intravenøs behandling to gange daglig.

Blot dagen efter et afsluttet hospitalsforløb siger vi farvel til Vietnam. Det har været et særligt møde med mange ting der er blevet vendt og drejet 180 grader et par gange, vi har boet meget i storbyens jungle, har set både det smukke og det grimme, vi har været slået hjem af sygdom som i et spil ludo,

Vores næste skridt på vores rejse har ændret sig lidt pga. mit sygdomsforløb. Vi har fået strenge ordrer fra min læge om at tage den med ro, og ikke udsætte mig unødigt for nye bakterier. Jeg er lidt sårbar.

Vi får booket 11 dages rekreation 12 km fra Hua Hin, Thailand. Vores rejse igennem Cambodia sammen med Mathias bliver også lidt mere tilrettelagt og planlagt end vi først havde regnet. Vi tager alle forholdsregler for at jeg ikke skal få et tilbagefald.

Den sidste aften i Vietnam er vi hos min kollega Morten fra ambassaden og hans søde kone Bodil. Vi får serveret friskbagt rugbrød med masser af kerner, spegepølse, leverpostej, karrysild, pølser, ost og meget mere – alt hvad der hører til et dansk frokost bord. Helt perfekt for min ellers manglende appetit. Når man har rejst i 6 måneder så står karrysild og rugbrød i allerhøjeste kurs. Tusinde tak til Morten og Bodil for lidt forkælelse og en rigtig hyggelig aften.

Nogle gange tager livet en retning som man bestemt ikke havde regnet med. Jeg havde bestemt ikke regnet med at skulle at være syg i tre uger, og ligge på hospitalet i to uger på hospitalet. Hurra for vores helt fantastiske rejseforsikring WorldNomads. De har været utrolig hjælpsomme, og har ydet den største service. Det skal helt klart var den største anbefaling i dette nyhedsbrev. Udover Christians tandlæger på Serenity International Dental Clinic Hanoi.

Christian fik ordnet sine tænder som planlagt. ”De er yderst professionelle, og har en meget høj standard”, siger han. Den store master plan var at han også skulle have lavet to broer, men da det ikke helt helede så hurtigt som forventet, så må han komme retur på et senere tidspunkt. Det er planen at han skal tilbage i oktober måned for at få lavet de to broer. Men det har været et stort tandprojekt der ikke havde været til at betale i DK.

Den 26. Juni 2016 sagde vi farvel til Vietnam, og fløj til Bangkok. Efter en kort flyvetur på halvanden time, og 3,5 times kørsel er vi nu landet på Mango Spa og Resort nær Hua Hin, som er strategisk godt placeret. Tæt på naturen, fred og ro, bjergene og regnskoven i baghaven. Huset/bungalowen, som vi har booket via AirBNB, er privatejet men placeret på et resort med restaurant m.v.
Swimmingpoolen ligger lige udenfor vores terrasse, og pga. lavsæson er her næsten ingen mennesker.

Vi har alle en helt særlig gensyns glæde og mavefornemmelse med Thailand. Vi har været her rigtig mange gange, men aldrig i Hua Hin. Her skal jeg rekreerer de næste 11 dage. Christian og Sarah har booket sig på en tre-dages reptiltur i junglen, hvor de skal lede efter slanger!

Den oplevelse får de gerne for sig selv. De skal sove i telt ude i junglen, uden vand, toilet og elektricitet, vandre op og ned af bjerget, beskytte sig mod igler og flåt – og skal lede efter nogle af verdens farligste slanger. Men det er jo deres store interesse, så de glæder sig rigtig meget.

Jeg tror bare, at jeg finder den gode bog frem og nyder roen, den lette brise, swimmingpoolen og stranden.

Klik her for at se HELE fotogalleriet MED tekster!