Rodløsheden fylder som et bagtæppe på vores tur rundt i Sydøst Asien. Vi rejste fra Danmark for fem måneder siden med et ønske om at få inspiration til en anden måde at leve livet på. Vi søger en retning, og et formål mere end blot at fylde rygsækken med oplevelser. Ind imellem mister vi fodfæstet og blive usikre på vores retning. Men det er jo netop denne udfordring som vi har stillet os selv – at turde at miste fodfæstet for en tid for at rykke ved vores forståelser, omfavne livet og måske skifte retning.

Der går ikke en dag, hvor vi ikke taler om hvad vi skal, og hvor vi er på vej hen. Vores tidligere citat ”vi rejser langt for at være nær” bliver mere et statement end et citat. Vi afprøver forskellige ting, og bliver klogere på os selv, hvad vi gerne vil have mere af i fremtiden, og hvad der bestemt ikke skal være en del af vores fremtid.

Efter næsten to måneder i storbyen er vi blevet bevidste om hvor meget naturen betyder for os, og hvilken betydning det har for os at vi ikke lige kan træde ud i et grønt område.

Flere fremtidsscenarier bliver afprøvet, og drøftet. Alle sten på vejen bliver vendt og drejet, alt imens rygsækken bliver fyldt op med mødet med nogle fantastiske mennesker der gerne vil hjælpe os på vej.

I HCM City møder vi den kvindelige vietnamesiske advokat. Hun fremstår som en stærk kvinde der har boet nogle år i Paris. Med en fast beslutning om at forbedre det Vietnam hun forlod, returnerer hun til Vietnam efter nogle år, og starter sin egen advokat virksomhed med særlig speciale i forretningslovgivning. Vi møder hende da hun har iværksæt et helt nyt projekt. Hun vil gerne etablere en skole med et stærkere fokus på det enkelte individ, cooperative learning og natur. Med stor stolthed viser hun os skolen, som er en fire etagers bygning med en stor skolegård.

Det er en skole-efter-skole, man kunne kalde det en skole – fritidsordning. Her er der bare ikke inkluderet fritid på programmet. De vietnamesiske forældre er meget ambitiøse på deres børns vegne, og samtidigt arbejder de vietnamesiske forældre rigtig meget. Så helt generelt er fritiden en dyrebar faktor. Børnene går først i almindelig skole fra kl. 8.00 – 15.00. Derefter bliver de sendt i privat ”skole-efter-skole” fra kl. 16.00 til 19.30. Derudover er der børn som bliver sendt til ekstra speciel undervisning, som f.eks. klaverundervisning, engelsk undervisning ell. lign. Man kunne argumentere for, at der helt sikkert også er danske børn som er i institution fra tidlig morgen til sen aften. Men den store forskel her er dog, at de vietnamesiske børn i bogstaveligste forstand sidder på skolebænken hele dagen, og indlæring via leg er bestemt ikke højtprioriteret.

Efter et par møder med den kvindelige advokat står det klart hvordan vi alle tre kan bidrage til hendes projekt. Christian skal lære dem hvordan man kan inkludere leg og natur i deres curriculum. Sarah skal designe et nyt logo til skolen, et grafisk udtryk, male et billede på væggen i skolegården og inkludere børnene i maleprojektet. Jeg skulle bidrage til udvikling af forretningen og organisationsudvikling.

Et projekt som på flere måder bidrager til hver vores retning. Sarah vil gerne studere en Bachelor in Visual art. Denne uddannelse kræver, at hun kan fremvise en portfolio af værker/projekter, som hun har lavet/deltaget i. Under vores rejse samler hun alle sine erfaringer på hendes virtuelle portfolio revellation.gribdagen.dk

Med stor præcision og omhyggelighed laver hun et nyt logo til skolen der skal bevise at det er en ny og innovativ skole. Hun gør sig også store tanker om hvordan hun kan inkludere børnene i selve maleprojektet i skolegården.

Christian gik i gang med at studere studieordninger, og fik et overblik over hvad der var muligt. Han ville lave opgaver med børnene hvor de skulle lære om matematik i skolegården med leg. Den største udfordring er dog, at det nogle dage er svært for børnene at være udendørs når varmen sniger sig op på 35 grader. Så hans kreative evner blev virkelig sat på en udfordring.

Jeg begyndte, at få et indblik i organisationen og de udfordringer som hun stod overfor.

Projektet lå klart til gennemførelse i juni måned. Vi skulle alle bidrage, og vores betaling var ”gratis” overnatning, og lidt til Sarah’s uddannelsesfond. Et lille ”Give it a go global” familie projekt.

Overskriften for vores Vietnam rejse har hele tiden været arbejde. Her kunne der være muligheder for os alle, og særligt for mig i relation til international uddannelse. Her er både danske og australske uddannelsesinstitutioner som leverer hele eller dele af deres uddannelser. Nogle har etableret sig med eget Campus, og har stor succes med at bidrage til udviklingen af Vietnam.

Vi rejste til Hanoi den 25. April 2016. Her lå der en opgave klar til mig på den danske ambassade. Et projekt der skal bidrage med dansk ekspertise til hvordan uddannelsesinstitutioner, virksomheder og regeringen kan arbejde sammen om at udvikle praksisrelateret uddannelser. Et vanvittig spændende projekt, der passede perfekt ned i min hat.

Vores gode Advokat-veninde fra HCM City får os hurtigt indlogeret på et hotel der ligger i et sikkert kvarter, og med en god internet forbindelse, så hun løbende kan kommunikere med os om projektet. Dette hotel værelse bliver vores hjem i 3 uger. Nogle vil sige ”Wauv – det må da være skønt at bo på hotel i så lang tid”. Men det er nu ikke altid lykken at bo tre mennesker på et lille værelse, hvor man ikke kan åbne et vindue, og morgenmaden er det samme hver dag. Men hey! – det var gratis overnatning i tre uger, hvilket betyder alverden i vores fastlagte budget.

En hverdag indsniger sig. Vi har alle opgaver der skal løses, og tiden glider af sted. For et øjeblik har vi fodfæste – ikke fordi vi ønsker at blive i Vietnam, men fordi hverdagen skaber en ramme for os.

Hanoi er en storby som så mange andre, men så alligevel ikke. Gaderne her er bredere end i HCM City. Der skulle være plads til de brede militante køretøjer. Herfra styres landets kommunikation med hård hånd. Regeringen når ud i alle kroge af byen med sine budskaber, også selvom man ikke læser avis eller høre radio. Her er der store højtaler på gadehjørne, hvorfra regeringens propaganda lyder hver morgen. Personligt ville jeg nok foretrække budisternes chanting om morgen, i stedet for lyden af en vietnametisk kvinde der taler om politik.

Herfra styrer regeringen befolkningens nyhedsstrømme, og adgang til bestemte internet sider er simpelthen blokeret. BBC nyheder er et lukket land på nettet. Adgang til Danmarks Akkrediteringsinstitut er mærkeligt nok også blokeret. Jeg kan nu ikke helt forstå, hvorfor Vietnam ikke må vide noget om kvaliteten af danske uddannelser.

Husene ligger tæt med smalle stier imellem. Ind imellem skyder de enorme højhuse sig op imellem de små huse med bliktage. I det gamle kvarter, som er et absolut must for enhver besøgende, er gaderne struktureret efter hvad der sælges. Her er gader med små butikker der sælger tøj, plastic legetøj, køkkenudstyr, rejser og meget mere. Der er alt for en enhver smag, man skal bare lige finde ud af systemet af butikker.

Men stærkest af alt står oplevelsen af Hanoi’s streetfood. Ved spisetid bliver der hurtigt etableret små gade restauranter på fortovet, med bittesmå plastic stole og borde. Her kan købes varme supper, grillet hønseben, forårsruller, grillet tofu og andre spændende ting. Man skal finde sine favoritter. Vi er helt klart blevet forelsket i vores lille lokale gade restaurant hvor der serveres fiskesuppe med små frikadeller, forårsruller og masser af salat/krydderurter. Man skal aldrig gå ned på krydderurter her i Hanoi. Det smager fantastisk, og serveres altid i store mængder.

Hoan Kiem er søen der danner et centrum for Hanoi. En bred gangsti omkring hele søen danner et udgangspunkt for dagens motion. Danse musik spilles fra små radioer, og der bydes op til dans. En gruppe øver sig på standard dans. Hvis man står tidligt op kan man også se de lokale træne Chai Chi. Her kan man også møde unge studerende, som gerne vil tale med dig for at øve sit engelske. Men her sælges også små pop up kort, drikkevarer, frugt og snacks. I det nordlige hjørne af søen er der et lille tempel. En smuk rød gangbro får en sikkert over søen, og over på den lille ø, hvor man kan se det lille Ngoc Son Temple. Herfra kan man nyde den smukke udsigt udover Hoan Kiem søen.

Hoan Kiem søen er smuk oase, og er et lille åndehul i storbyens mekka. Samtidig er den altid et godt udgangspunkt hvis man ønsker at udforske byens restauranter, og cafeer.

Lyden fra bilerne og motorcyklernes dytten er den kraftigste lyd i Hanoi, men ind imellem kan man høre lyden af den smukkeste fuglesang. Man kigger nysgerrigt op for at finde ud af hvilken fugl der ejer den smukke sangstemme. Men man bliver lige overrasket hver gang fordi fuglene sidder ikke oppe i træerne men i små bure, der hænger udenfor de små butikker. Helt generelt, så har vi ikke oplevet ret meget fugleliv her i Vietnam. Det er lidt foruroligende, at være et sted hvor der hverken er krager, eller duer.

Men da vi går ned til parken ved Ho Chi Minh’s Mausoleum, hvor Ho Chi Minh er begravet, overdøves vores snak af en kraftig summen. Det lyder nærmest som et kæmpe stort el apparat der står og summer. Det er store flokke af cikader der sidder i trætoppene. Det er som de har fået et øjebliks opmærksomhed, og alle kæmper om at råbe højest.

Luftfugtigheden er høj, og varmegraderne er konstant omkring 25 til 35 grader. Ind imellem køler det en smule ned om aften, og der kan komme en værdsat lille brise. Den tætte varme blandes med Hanois lugt. Ind imellem rammes man af lugten af mad der gøres klar i gadekøkkenet, for det næste øjeblik at blive ramt en skarp lugt af kloak.

Indtrykkene af Hanoi er mangfoldig, og man oplever en vis stolthed hos det lokale folk. Endnu engang åbnes dørene for os, og vores gode venner fra HCM City inviterer os til middag hos hendes forældre. Hun er oprindeligt fra Hanoi, og er nu på besøg hos sine forældre. Det er national fridag, og man har forlænget weekend i Vietnam. Årsagen er, at man fejrer dagen hvor Nord Vietnam vandt krigen. Der er selvfølgelig forskellig holdninger til om dette virkelig er en dag der skal fejres, men et står klart når vi taler med vores gode venner. Det er en særlig dag for regeringen, og de frygter oprør fra flere fronter.

Vores venner fortæller om den frygtelige ulykke på den centrale kyst strækning i Vietnam. Vandet er blevet forurenet, og her er millioner af døde fisk. Udover at det har en meget stor påvirkning på naturen, så har det også en meget stor påvirkning på den lokale befolkning i området. De lever af hvad der kan fanges i havet, og hvis vandet er forgiftet – ja, så kan fangsten ikke sælges.

Det står uklart om det er gift udslip fra en stor virksomhed i området, eller om det er gule alger, og klimamæssige forandringer. Regeringen påstår naturligt det sidste. Men befolkningen er usikre, og bekymrede. Nogle mener ikke, at regeringen gør nok, og at der bliver skubbet noget ind under tæppet.

Derfor er denne nationale fridag særlig for regeringen. Der lukkes for Face Book, og andre nyhedssider for at forhindre uroligheder og politiske demonstrationer.

Men vi har en hyggelig aften hos vores venner, hvor der bliver serveret hjemmelavet mad. Hun fortæller, at her i Nord Vietnam er det uskik og meget uhøfligt hvis man ikke spiser alt mad som bliver sat på bordet. Hendes mor har stået i køkkenet hele dagen, og bordet bugner med mad, som var vi inviteret hjem til min søde moster. Men vi gør hvad vi kan for at spise den vel tilberedte mad, og sent på aften vralter vi ud i en taxa og hjem til vores hotel værelse igen.

En hverdag er etableret, og vi inviteres hjem til min gode kollega fra ambassaden, og han søde kone. De har boet i Vietnam i snart et år, og vi får et indblik i hvordan livet leves som dansk expat i Vietnam. De har sørget for billetter til os til et helt særligt ambassade arrangement. Den Sri Lankanske ambassade har inviteret til kultur aften i det lokale teater. Hele forestillingen åbnes af den kvindelige Sri Lankaske ambassadør. Hun fortæller stolt om sit land, om landet med de fire forskellige klimaer, storslået natur og et land i udvikling. Hun viser billeder fra sit land, og dygtige dansere fremviser den traditionelle Sri Lankanske dans. For et øjeblik bliver vi hensat til vores personlige møde med Sri Lanka, og vi bliver bevidste om hvor meget det fylder i vores hjerter. Vi er alle enige om, at på et tidspunkt vil vi vende tilbage til dette skønne land.

Men nyhederne tikker også ind med de mest forfærdelige informationer. Sri Lanka er endnu engang ramt af en naturkatastrofe. Kæmpe regnskyl er årsag til store mudderskred der har begravet flere landsbyer i det centrale Sri Lanka. Der tikker oplysninger ind om, at flere er døde og flere tusinde har måtte forlade deres hjem. I løbet af det næste døgn er vi alle urolige, men vi kommer i kontakt med alle vores venner i Sri Lanka, og alle er heldigvis i god behold.

Fritiden i Hanoi bliver også brugt på at se nogle af de seværdigheder, som er et must see. Vi havde hørt, at Vand dukke teater var et absolut must see. Nede ved Huan Kiem søen, i det nordøstlige hjørne ligger der et teater der flere gange hver dage fremviser den traditionelle vand dukke teater forestilling. Det er en helt særlig oplevelse, som fortæller historier om livet på landet, og den vietnamesiske mytologi og historie.

Med en stor trang til at komme lidt væk fra storbyens trafik os og larm, bestiller vi dagtur til Ninh Binh, Hoa Lu og Tam Coc (3 timers buskørsel fra Hanoi). Området kan sammenlignes lidt med Halong Bay – blot inde i landet. Her er også høje kalkstensklipper med tæt bevokset skov. En lille flod bugter sig igennem bjergene. På en sejltur med en af de lokale både, hvor de ror båden med deres fødder,  sejler vi på floden, igennem tre grotter og nyder moder naturs maleri. Vi blev pludselig klar over hvor meget vi havde savnet naturen og den blå himmel.

Det var en helt perfekt dagtur fra Hanoi, som helt klart kan anbefales.

For et øjeblik står tiden stille, og vores fodfæste og hverdag forsvinder. Vi får besked om at vores skole – projekt i HCM City er aflyst. Vores advokat veninde er blevet uenig med sin forretningspartner, og hele projektet sættes i bero på ubestemt tid. I lang tid havde vi nydt godt af, at der lå en klar plan forude, at vi skulle til HCM City i juni måned for at arbejde og bidrage til et spændende skole projekt. Det var noget af en oplysning at sluge, hvad skulle vi nu finde på. Endnu gang må vi ryste hovedet, se det hele fra en ny vinkel, og endnu engang må vi re-tænke vores planer. Det er godt at vores lille familie er så omstillingsparate.

Min opgave på ambassaden er afsluttet, og vi har nu ingen grund til at blive på hotelværelset i Hanoi. En fem-dages tur til Sapa bliver bestilt med afgang samme uge.

Der er afgang fra Hanoi kl. 6.30 om morgen. Turen vi har bestilt var billig, og vi havde ikke lige fået alle oplysningerne om turen. De går ikke så højt op i at levere service og informationer til turisterne, man kan vel godt sige at der ind imellem er plads til forbedring, når en flok turister står på fortovet, og ikke er helt sikre på om de bliver hentet af en bus.

Men en kæmpe stor bus triller ind på pladsen, og vi stiger alle om bord. Hvad vi heller ikke lige havde forventet var at det var en sovebus med senge i to etager. Både Christian og jeg var sikre på, at vi nok skulle nå at få et klaustrofobisk anfald i løbet af de 6 timer det tager at køre fra Hanoi til Sapa. Der er meget lidt plads, men man ligger faktisk rigtigt godt, og da vi først er kommet på plads i vores lille seng, så var det slet ikke så ringe.

Godt ude af Hanoi åbner der sig et smukt landskab. Det er fantastisk at se den grønne farve igen, naturen stråler om kap for at vise sin pragt. Landskabet bliver mere bakkede og jo tættere på Sapa vi kommer bryder et bjerglandskabet frem. På de stejle bjergsider bor de lokale bønner der hver dag arbejder i ris terrasserne.

Sapa er en højtliggende bjerglandsby, tæt på den kinesiske grænse. Byen blev etableret af franskmændene i 1922. Stedet er kendt af turisterne, og stedet er også forberedt på at tage godt imod købestærke turister. Det lokale H’mong folk er stærke handelsmænd, og efter deres lange vandretur fra landsbyen står de klar til at sælge deres håndværk når man står af bussen. Men med et bestemt ”nej, tak” kan de afvises, men stop kun op hvis du har tænkt dig at købe noget.

Storslået udsigt til bjerge og rismarker er indbegrebet af Sapa på skyfri dag. Da vi ankommer sent eftermiddag ligger der en tæt tåge omkring Sapa, og da vi vågner dagen efter har skyerne omfavnet hele byen. Men vi er heldige. Kort tid efter letter disen, og bjergene kommer til syne. Rismarker blottes, og et helt nyt og mytisk landskab åbner sig. Vi nyder den friske luft til stor afveksling fra Hanoi’s trafikos.

Men overskriften for Sapa er også vandreture i bjergene med det lokale folk. Vi står klar tidlig morgen sammen med vores gruppe af turister fra Indien, USA og Singapore. En lille kvinde fra den lokale minoritetsgruppe H’mong folket står klar til at føre os sikkert frem til landsbyen hvor vi skal overnatte. Første dags vandretur er fastlagt til 10 km.

Vi går ned i dalen, op af bjergsiden, imellem rismarkerne, og op på toppen med en fantastisk udsigt udover dalen. Vi bliver fulgt tæt af lokale H’mong kvinder, som giver os en hånd når vi er ved at glide. En hjælp der naturligvis betales senere ved, at man køber noget af deres håndværk. Men jeg havde min helt egen lille hjælper. En kvinde, helt sikkert stærk som en okse, som med sikkert fodfæste vandrede af sted med sin 8 måneders baby på ryggen, og samtidig var klar til at give den naive europæer en hjælpende hånd.

Naturen er storslået og smuk. Sarah mosler bare af sted, hun har heldigvis glemt alt om, at hun er bange for falde og slå sine håndled. Hun er så sej. Jeg må derimod kapitulere, mit knæ er smadret. Jeg græder som pisket af smerte hver gang vi skal gå nedad. Bjergvandringen på Adams Peak i Sri Lanka har sat sine spor i min krop. Efter frokost bliver jeg kørt det sidste stykke vej på en motorcykel.

Vi overnatter i et hjem hos det lokale H’mong folk. Deres hjem ligger på en lille bjergside med udsigt til bjergene fra første parket. Familien består af mor, far og 4 børn i alderen fra 1 år til 8 år. Manden arbejder i rismarken, alt imens kvinden tager sig af den gruppe af turister der ankommer hver dag for at overnatte i deres hjem. Det er en meget autentisk oplevelse, hvor alt mad bliver tilberedt over et bål inde i huset.

Godt trætte, og med benet båndet ind nyder vi en kold øl på deres terrasse med en smuk udsigt til bjergene, som løbende ændre sig alt efter hvordan sollyset falder på bjergsiden. Om aften bliver der serveret hjemmelavet mad, og happy water. De lokale fortæller at Happy Water gør en glad, men kan også gøre en blind hvis man får for meget. Det smager ikke fantastisk, og de fleste laver også et udtryk som når man lige at taget en dansk snaps. Den skal også lige rystes ned i kroppen.

Det bliver en hyggelig aften i det lille globale selskab. Der bliver udvekslet rejse erfaringer og historier. Nogle har rejst i mere end 9 måneder, og nogle er blot på en kort gennemrejse i Vietnam. Men et står fælles for os alle, vi holder af mødet med nye kulturer og vil gerne forstå.

Natten falder på, og vi kryber alle op på første salen, hvor der ligger madrasser med myggenet klar til os. Efter en hård dags strabasser skulle det ikke være svært at falde i søvn, og glide ind i en god nattesøvn. Men det skulle vise sig at være helt umuligt. At sove med 14 andre mennesker i samme rum skaber også lyde fra mange mennesker. En person snorkede ganske højt hele natten, og holdt en stor del af gruppen vågen.

Midt på natten måtte vi også konstatere at Sarah havde fået meget høj feber. Hun havde været en del i aircondition, så vi tænkte at det nok var noget virus. Det er her hvor vi begge værdsætter farmands ”lille” 3 kg. apotek som vi har slæbt rundt på de sidste 5 måneder.

Vi må afbryde turen dagen efter, og vi bliver alle tre kørt på motorcykler retur til Sapa.

Vi var super heldige med vejret. De to første dage af vores tur var planlagt med vandreture i bjergene, og her havde vi tørt og klart vejr. Det siges at Sapa’s vejr er meget omskiftelig. ”Der kan være meget omskifteligt på samme dag, ligesom en kvinde” fortæller receptionisten på vores hotel. Christian nikker forstående efter at han har rejst med to kvinder de sidste fem måneder. Han ser vist helt klart frem til at Sarahs ven, Mathias skal komme herned.

Sapa er lig med udsigt, og vi havde også gjort os umage med at finde et hotel med udsigt til en rimelig pris. Vi bor på Sapa House Hotel, og her nyder vi udsigten og plejer vores ømme kroppe og Sarah’s feber. Vi får næsten styr på begge dele før afgang til Hanoi.

Sky skraberne viser sig i det fjerne. De er beviset på at Vietnam er i kraftig vækst. Her bygges alle steder, højhuse, store hoteller og kontorbygninger. I det fjerne lyser det grimme neonlys – jo, vi er retur i Hanoi igen.

Efter næsten en måned på hotel står vores nye New Yorker lejlighed i høj kurs. Vi har fundet den til en rigtig god pris via AirBNB. Den skal være rammen om vores liv de næste par uger. Vi stornyder lejlighed med eget køkken, spisestue, stue, soveværelser og to badeværelser – og en panorama udsigt fra alle steder i lejligheden. I går fik vi hjemmelavet mad – og for første gang i lang tid sad vi omkring et spisebord i vores private hjem. Det var fantastisk!

Christian skal have ordnet sine tænder. Det har hele tiden været planen, at han skulle have det ordnet herude i Asien. Det koster en brøkdel af hvad det koster i Danmark. Allerede den første dag hvor vi er tilbage i Hanoi har han tid hos den lokale tandlæge klinik, som han nøje har udvalgt. Det viser sig at behandlingsplanen er lidt mere langstrakt end vi først havde regnet. Vi må endnu engang re-tænke vores planer for 117 gang.

Men efter lidt yderligere snak bliver planen nu lagt fast. Vi har behov for rammen, behov for at vide ”hvor skal vi hen”?, ”hvordan kommer vi tættere på vores drøm”? – og er drømmen stadig det samme? Alt bliver vendt og drejet – og Australien lyser stadig, som en kraftig ledestjerne. Vi vil opleve den Australske natur igen, være sammen med vores Australske venner igen, nyde en skyfri himmel, en strand med turkisblåt hav og en stjernehimmel der kan slå benene væk under enhver.

Vi har alle nogle ting som skal afsluttes inden vi kan tage afsked med Hanoi. Christian skal have ordnet tænderne. Det er virkelig billigt, og de er yderst professionelle så det kan klart anbefales. Sarah skal være færdig med sit maleri på lotusblade-lærred, og sin lakplade maleri. To projekter som hun er blevet del af her i Hanoi.

Dertil har vi enkelte steder, som vi gerne vil opleve før afgang. Den næste måneds tid er vi on and off her i Hanoi, som bliver udgangspunktet for nogle ture til bl.a. Halong Bay og Ba Be National Park.

Når vi er færdige her i Hanoi, flyver vi til Bangkok ca. den 19. Juni 2016. Her står den på rundrejse til Nord Thailand indtil Sarahs gode ven ankommer den 7. Juli 2016. Herefter tager vi sammen med ham igennem Cambodia og retur til HCM City.

Med et åbnes sluserne fra himlen og regnen står ned som en befrielse og skaber et øjebliks luft. Vi sidder i vores New Yorker lejlighed, og nyder lyden af regnen der står ned i store mængder. Regntiden er startet, som et signal på at der åbnes et nyt kapitel i vores liv.

Jeg håber, at I kom igennem dette nyhedsbrev. Det har taget lidt længere tid for mig, at skrive denne gang og der har været meget at fortælle.

Rigtig god sommer til jer alle.

Klik her for at se HELE fotogalleriet MED tekster!