Hvis man går ned for enden af vores lille vej, og drejer til højre, kan man se at de lokale træner Chai Thi dans. ”Madam, you wan’t to dance”, det er vist første gang at jeg er blevet budt op til dans kl. 7.00 om morgen.
Vi bor i et meget lokalt kvarter i HCM City i en to værelses lejlighed på 2. sal. Om morgenen før varmen brænder igennem, og igen om eftermiddagen hvor varmen blæser lidt af, sidder familier med mor, far og små børn i den lille park foran højhusene. Det er her man skal have byens sladder, og der bliver snakket livligt når vi går forbi dem. Efter en uge må en af dem alligevel stoppe Christian og spørge ”where you from mister – you work here?”.
De små altaner, som er tæt placeret fungerer som ekstra plads i de små lejligheder, og som små haver. Her hænger dagens tøjvask til tørre, middagens grønsager gøres rene og skæres ud, et utal og virvar af planter lukker nogle steder altanen helt til. Det er som et åbent vindue til familiens liv.
Vi kommer tæt på det lokale liv, og bliver inviteret til spisning hos vores udlejer, som bor to etager over os. Vi får et indblik i deres liv, drømme og værdier. ”Don’t eat white bread, drink bean coffee and lotus tea before you go to bed, and value the moment”. Der blev udvekslet ideer, erfaringer, kulturforskelle, fælles drømme og ideologier. Et grundlag for et langt venskab blev etableret.
Der bor 9 millioner mennesker i HCM City. Bare for sammenligningen skyld, så bor der 5,7 millioner i Danmark. Det er en storby som aldrig sover, og altid summer af liv. Gaden har sin helt egen lyd, en mand kommer cyklende med en lille højtaler, som siger noget på Vietnamesisk, han sælger brød. En dame med en traditionel Vietnametisk hat råber højt, og en ældre dame køber krydderurter til dagens suppe af hende. Her er millioner – trillioner af motorcykelister, som fylder det meste af vejen. De har deres helt egne trafikregler, som man lige skal gennemskue. Hvis man skal krydse vejen til fods, så er det nogle gange med livet som indsats. Men man lære at enten går man over vejen sammen med en lokal, eller man træder bestemt ud på vejen, når man ser sidst snit til det. Man skal ikke tøve i sin gang, motorcyklisterne vil følge dig og køre udenom ….. satser man på.
På vores lille altan, som også fungere som køkken kan vi høre gråspurvene synge hver morgen. Det lyder næsten som en dansk sommer dag, men her stopper sammenligningen også. Vietnam er bare noget helt særligt, med en helt særlig historie.
War Remnant krigsmuseum fortæller historien om de frygtelige og meget skræmmende krige med USA, Frankrig, Kina og mod hinanden i nord og syd. Her er billeder og tekst der beskriver hvordan amerikanerne har sprøjtet store mængder af gift over kæmpe store arealer, og hvordan befolkningen stadig den dag i dag lider frygteligt af eftervirkningerne, hvor der fødes børn med halve arme, skæve hoveder, skæve ben og knogler. Agent Orange var en af de største kemiske krigsaktioner i verden.
Vietnam er nu et samlet og selvstændigt land, med Hanoi som hovedstad. Det er dog stadig nord som styrer landet ud fra en ”et-parti-politik”. Her bliver befolkningen holdt fast i et perspektiv med strenge censur regler, og kritik af regeringen er absolut forbudt. Det mærker vi også tydeligt når vi forsøger at spørge ind til landets politik, de evner hurtigt at skifte emne eller hviske så ingen kan høre det.
Vi fortæller en lokal guide, at vi er interesseret i ture der kan vise os Vietnam, men særligt den lokale kultur. Christian informerer om vores website, og at vi vil placere billeder fra turen på websitet. Guiden udbryder straks; ”Ja – det er OK, at I placerer billeder, men jeg vil fortælle jer hvad I kan skrive”. Det er utroligt, at trods landet er i stor vækst, så holdes det stadig i meget kort snor af landets regering.
På ”Sophies Art Walk” lærer vi hvordan kunsten er blevet brugt til at dokumentere krigen. Med sikker hånd guider hun os igennem små lokale kunst gallerier og Museum of Fine Art.
Der er billeder af stærke vietnametiske mænd og kvinder i krig, der skal vise at Vietnam er en succes. Et særligt billede viser også amerikanernes største frustration i krigen. Maleriet viser mænd og kvinder der arbejder i rismarkerne, og ved siden af ligger en bunke af geværer, som er de klar til at springe i kamp. Det var aldrig til at vide hvem der var kriger og hvem der var civil.
Sophie har boet i 7 år i Vietnam, og har studeret lokal kunst og kultur. Hun satte sig selv det mål, at hun ville læse alt om den Vietnametiske kunst og indsamle viden fra lokale kunsterne, og befolkningen. Denne viden videregiver hun nu på sine Art Walks i HCM City og Hanoi. Igennem billeder beretter hun om hvordan kunsterne blev sendt forsvarsløse ud i krigen for at dokumentere slagets gang. Man er bevidste om kunstens virkemidler, der bliver lagt strenge censurregler på hvad der må males. Særligt efter krigen, må malerierne kun skitsere Vietnams succesfulde fremtid. På et lille kunst galleri viser hun os nogle stærke billeder og skulpturer, hvor det er efterladt til den enkelte at analysere meningen. En skulptur består af en stor rød brandbil, hvor hjulene er erstattet med skildpadder. Et andet billede viser en fæstningsmur, som består af tusindevis af små altaner med vasketøj, potteplanter, og liv. På toppen af muren ligger der sandsække, som var det muren til en skyttegrav.
I dag bruges kunsten også særligt til propaganda. Flere steder har regeringen sat røde plakater op med datoer, som betyder noget særligt. De lokale fortæller, at de er blevet en naturlig del af gadebilledet, og de bemærker dem ikke.
Vi bor lidt udenfor centrum af HCM City i distrikt Tan Binh, kun 15 – 20 min. kørsel fra lufthavnen, og 7-8 km. fra centrum. Her er stille og roligt i vores lille gade, og vi nyder vores lille lejlighed. Man kan fange den lokale bus nede ved det store indkøbscenter blot 10 min. gang fra vores lejlighed. Her koster det kun ganske få dong at komme ind til centrum. I starten skulle vi lige lære hvordan man hurtigt hopper på bussen, før den kører afsted igen, finder ud af hvornår man skal af, og hvordan man siger at man skal af. Det er helt klart en god ting at have ”Maps.Me” appen, hvor man kan downloade et kort, så man hele tiden kan følge med i hvor langt man er.
I HCM City kan man næsten få alt hvad man har behov for. Om det så er tørret firben, søstjerner, søheste, små snegle, larver, saftige ananas, spegepølse og pate (leverpostej). Her er små gadesælgere, små butikker og kæmpe store indkøbscentre.
Street food (gade-mad) er noget helt særligt i Vietnam. Her er bittesmå boder der sælger friske flute med æg, leverpostej, agurk, krydderurter og andre sælger stegt kød eller fisk i alle afskygninger.
Her er også rigtig mange små hyggelige cafeer, hvor de lokale sidder i mange timer med Vietnamesisk kaffe, og iste. De små cafeer fungere som et lille møde sted for familie, børn og venner. Vi har også fundet vores favorit cafe hvor vi indtager vores flute sammen med Vietnamesisk is-kaffe, som er stærk kaffe med mælk, og en masse isterninger.
Tiden i HCM City er også planlagt med lidt arbejdsopgaver. Sarah kommer hurtigt i kontakt med den lokale gadehunde-redning-organisation. Hun deltager i en morgen gåtur med expat-kvinden, der tager sig af gadehundene sammen med den lokale dyreklinik. Men ”hund-rednings-actionen” er ikke helt den samme her som i Sri Lanka. Først og fremmest, så ser problemet med gade hunde ikke ud til at være lige så stort som i Sri Lanka. Men vi ser gadesælgere som sælger hundehvalpe som de har i MEGET små bure bagpå deres knallerter. Christian fortæller, at han har læst at især i nordvietnam spiser de hunde. Det får vi at se når vi kommer derop senere.
Sarah finder naturligvis også nærmeste sted med mulighed for at være i nærheden af heste. En tidlig morgen tager vi af sted fra lejligheden, og forklarer taxi chaufføren hvor vi gerne vil hen. Vi har lært at bruge ”Grab Car” app, hvor det er private chauffører som køre, og er væsentligt billigere. Det fungere på samme vis som ”Uber” i Danmark. Det kan dog være noget af en udfordring når chaufføren ikke taler engelsk.
Efter et par timers kørsel tværs igennem HCM City finder vi endelig ”HCM City’s pony club”. Lad os bare slå fast fra starten til stor advarsel for andre, at dette ikke er stedet man ønsker at støtte. Det skulle efter signede være stedet hvor Expats sender deres børn til ride undervisning, men det tvivler jeg stærkt på. Her var omkring 20 ponyer, og de stod alle på beton bund boks uden et eneste halmstrå, hø eller lignende. Vand var ikke tilgængeligt for dem, og de var alle ekstremt underernæret.
Trods Sarah’s store afsavn til at være i nærheden af heste, så blev det til en meget kort fornøjelse, og vi kørte derfra efter blot 10 min. Så Sarah må vente med at få tilfredsstillet sin ride lyst til vi kommer til Australien.
Christian får endelig startet sin virksomhed op igen. En god kontakt på Stevns Kommune hjælper os, og en rigtig god ven giver os mulighed for en ny adresse i Danmark.
Jeg har møder med danske uddannelsesinstitutioner i HCM City, som beretter om spændende og udfordrende uddannelsesaktiviteter her i Vietnam.
Vi lander alle nogle arbejdsopgaver, men efter to uger i storbyen, er vi også mættet, og trænger til at komme ud i den grønne natur igen. Vi køber en retur billet til Phu Quoc Island.
Phu Quoc Island er en ø, som ligger ud for den vietnametiske vestkyst, tæt på den Cambodjanske grænse. Øen er på størrelse med Singapore, og er let overskuelig. Dagsorden for ophold på øen er strand, sand, vand og snorkling. Her skulle være nogle rigtig gode steder at snorkle – og kridhvide sandstrande.
Allerede efter vores første dagstur rundt på øen kan vi kun være enige med beskrivelserne. Vi tager til, hvad der beskrives som øens bedste strand, Bao Sao. Man tager det altid med et grand salt, når man høre disse storslået anbefalinger om ”øens bedste strand” – alt er relativt og subjektivt. Men vi bliver positivt overrasket. Stranden har det fineste hvide sand, men hvad der er bedst er vandet. Det er virkelig helt klart, meget stille, meget varmt og turkisblåt. Man bliver helt henført til scener fra filmen ”Den Blå Lagune”.
På vores tur rundt på øen ser vi nogle af øens største produktioner, peber og fiskesovs. Vi bliver introduceret til hvordan peberet bliver plukket og lagt til tørre i solen. Vi lærer at det hvide peber er bedst og dyrest. Som var man på en vin-smagningstur præsenteres vores smagsløg for den lette, den mellem og den stærke peber.
Fiskesovsen produceres af tørret ansjoser fra det omkringliggende hav, og vand, som står i store trætønder i et år. Her er en forfærdelig lugt, men det er et interessant sted, hvor de lokale kommer helt fra Hanoi for at købe denne særlige fiskesovs.
Vi besøger ”Coconot fængslet”. De rå barakker, og den omkransende pigtråd fortæller de barbariske historier om hvordan amerikanerne torturerede de vietnametiske fanger. Der er små ståltrådsbure med menneske-dukker der viser hvordan fangerne lå i disse bure i den stegende hede i flere dage. I barakkerne er der udstillinger af forskellige tortur metoder, om det er at komme et levende menneske i stor gryde over bål, eller banke dem til døde. Der er beviser på hvordan fangerne gravede en lang tunnel, og hvordan det lykkedes dem at slippe fri. Vores guide fortæller, at der i alt har været syv forsøg, men heraf lykkedes det fem gange for fangerne at slippe fri.
Vores smagsløg bliver i den grad udfordret da vores dagstur sluttes af på øens bedste fiskerestaurant. Her er der store akvarier med alt godt fra havet, lige fra små revhajer, havsnegle i flere størrelser, søpindsvin, muslinger i alle størrelser, rejer, krabber, og søheste. Christian og Sarah er opsatte på at smage lidt af det hele. Der bliver serveret sorte søpindsvin, kæmpe muslinger der er alt for seje, noget der ligner store rejer, men som ikke er rejer og en mangosalat med snegle. Det lyder måske delikat, og vi har jo alle forskellige smagsløg, så der var noget for enhver smag. Resultatet for mig blev dog den første mave-onde på vores tur, og det er vel også meget godt gået efter i fire måneder.
Men der er også en flipside til denne smukke natur, når turismen tager overhånd. Store investorer, en af de helt store her i Vietnam har etableret en forlystelsespark her på øen. I bedste ”jurassic-park-stil” har man forsøgt at etablere en safari park med afrikanske og andre eksotiske dyr. Men noget gik galt for et par uger siden. Op imod 1700 dyr er døde, og 500 er undsluppet fra Zoo Safari, eller rettere der er stor uenighed om hvor mange dyr der er døde af parasitter, underernæring og dårlig pleje, men de ansvarlige erkender at mange dyr er døde, og en stor del er undsluppet. Det er også årsagen til at den nærliggende nationalpark er lukket. En gang imellem kan man undres over hvorfor mennesket i den grad skal vrangvride moder natur igen og igen.
Vi bor på La Casa Resort, et lille hyggeligt hotel blot 800 meter fra Ong Lang stranden, nord for byen Doung Dong. Stedet ejes af den søde Trinh Loan, som i den grad forstår at tage sig godt af sine gæster. Her er blot 8 bungalows, men de er i gang med at bygge yderligere ud, så om et år kan de tage flere gæster ind. Det er i øvrigt et kendetegn flere steder her på øen, der bygges og udvides og de lokale siger at nu er der snart ikke mere land tilbage på øen.
Men vi nyder forkælelse og stilheden på La Casa Resort. Om lidt venter en lang række opgaver. Efter 10 dage her på øen går turen retur til HCM City. Her venter en kunst opgave for Sarah, hvor hun skal lave et logo og male en væg for en skole. Jeg skal forberede mig på arbejde ved den danske ambassade, og Christian skal pleje sin genopstartede virksomhed.
Den 25. april flyver vi til Hanoi, hvor vi regner med at blive i en god rum tid for at løse nogle arbejdsopgaver, og se området omkring Hanoi.
Men lige nu nyder jeg blot udsigten her fra ”Phu Quoc kontoret”, hvor jeg skriver dette nyhedsbrev på en strand-cafe med udsigt til havet, som langsomt skubber sine bølger ind over en lang hvid strand. Der er vist ikke så meget at klage over her.
