Der blæser en moderat god vind ind fra havet. Bølgerne piskes hårdt ind på stranden, og lander på stranden som flødeskumslignende overtræk. Stranden er næsten helt øde, kun enkelte mennesker går tur langs stranden. Det er udenfor sæsonen, og de Panodilhvide surfer-turister lander først i juni måned.
Jeg drages af havet, og finder en særlig ro og tryghed i dens nærhed. Jeg tænker ofte på fiskerne i min familie. Min far, den stærke okse, som drog ud tidlig morgen for at fange fisk, min hyggelige farfar, der kom ind fra havet med åleruser fyldt med ål og fine søstjerner, og på min onkel som byggede skibene, og arrangerede fisketure.
Jeg betragter havet, og ser på de små fiskerbåde som kæmper sig igennem bølgerne. Nogle gange må de drage ud på havet med livet som indsats, når den lille båd ligger på toppen af bølgen.
Når man går en tur af hovedgaden (den eneste gade) viser der sig tydelig spor på at vi er udenfor sæsonen. Der ligger guesthuse, hoteller og restauranter side om side, men en stor del af dem står tomme, og enkelte har lukket helt. Nogle steder bruges tiden på at istandsættelse, så alt står klar til den store mængde af turister der ankommer om et par måneder, hvor stranden bliver forvandlet til en stor fest. Men vi nyder stilheden før storm.
Vi er på tur igen, og lige nu bor vi på ”Stay Golden” på Arugambay. Her får man sand mellem tæerne når man træder ud af sin hytte, og der er max 100 skridt til strandkanten. Her er en lækker restaurant/cafe hvor der serveres god mad og kaffe, og i haven er der en masse hængekøjer. Dette er helt klart stedet hvor man praksiserer ”just-another-day-in-the-hammock”. Vi havde først booket fire nætter, men vi har allerede forlænget det til syv nætter før vi drager videre.
Denne gang skal vores rundrejse bringe os fra Weligama til Colombo. Planen er, at vi skal lande i Colombo senest den 18. Marts, hvor Sarah har et frivillig job hos Embark, som er en organisation der tager sig af gadehunde, Christian skal lave lidt hjemmesider, og jeg har et par møder med nogle agenter.
Vi arrangerer selv vores rundrejse, og tager det lidt mere ”step by step”, og booker overnatning og transport undervejs. Det giver os en større frihed til at blive i længere eller kortere tid de enkelte steder.
Vores rundrejse starter i Sinharaja Rainforest, hvis navn kan oversættes til ”Løvens kongerige”. Det er en national park der kun er 21 km. fra øst til vest, og maksimalt 7 km. fra nord til syd. Men det er også en skattekiste fyldt med tæt skov og dyreliv. En stor del af dem kan kun findes i netop denne regnskov. Området kom på UNESCO’s ”World Heritage Site” i 1988. Her findes 26 fugle, som kun findes her på Sri Lanka, og den særlige Sri Lanka Blue Magpie. Reptiler og igler skulle der også være en hel del af.
Det var helt klart et sted som både Christian og Sarah havde meget store forventninger til, men også et sted som jeg frygtede. Jeg havde hørt mange historier om at der er rigtig mange igler i den regnskov, nogle lidt mere vandrehistorie-agtige end andre. Men helt klart nogle dyr som jeg ikke værdsætter, jeg synes helt klart at de er slimet og ulækre – også selvom nogle lokale fortæller, at de kun tager det dårlige blod.
Køreturen fra Weligama til Sinharaja Rainforest tager et par timer. Som vi endnu engang bevæger os ud i landskabet ændrer naturen sig efter en times kørsel. Træerne bliver væsentlig højere, tykke lianer snor sig i toppen af træerne, og vejen snor sig af sted mellem tæt grøn bevoksning. Udsigten ud over dalen og bjergene er fantastisk. Man får lyst til at stoppe for hvert sving vejen slår for at tage billeder, men vores chauffør forstår ikke et ord engelsk, så det er lidt svært at forklare ham.
En ung fyr står klar til at tage imod os på Sinharaja Rest Guesthouse, hvor vi skal opholde os de næste tre nætter. På bordet ligger der masser af bøger, og fotoalbums der beskriver hvad man kan forvente at se ude i regnskoven. Beslutningen om hvorvidt jeg skal med ud i regnskoven er endnu ikke truffet.
Ved aftensmaden planlægges næste dags regnskovstur-trekking med stedets ejer og guide, Pali. Det var tydeligt at høre, at han betragtede regnskoven som sin egen baghave. Han har arrangeret ture til regnskoven de sidste 21 år. Han fortæller at der er gode muligheder for at se mange dyr og en fantastisk natur. Men han fortæller også, at der ikke er mulighed for at gå ”off-the-beaten-track”, som Christian og Sarah ellers havde drømt om. Derudover er der helt særlige regler her i Sri Lanka vedr. slanger og andre reptiler. Du må gerne tage billeder af dem, men du må ikke samle dem op. Det kan man faktisk få en rimelig stor bøde for eller fængeselstraf. (Tak – siger jeg, i mit stille sind)
Jeg kommer i snak med en gruppe, som har været på tur dagen før. Jeg spørger naturligvis ind til min lille udfordring mht. igler i regnskoven. Den ene af dem løfter op i sit bukseben, og viser et ben fyldt med sår fra iglerne. OKAY, der blev beslutningen truffet, ”I tager bare selv i regnskoven, og jeg bliver i hytten og skriver”.
Christian og Sarah havde en rigtig god tur, som startede kl. 08.00 og sluttede kl. 18.30. Det havde været en lang dag, og der blev gået rigtig mange kilometer, men det havde været oplevelsen værd. De så mange lizzards og et par enkelte slanger. Selvom de naturligvis var lidt skuffet over at de ikke kunne gå mere ”off-the-beaten-track”, men til gengæld havde de ikke fået et eneste igle-bid.
Den sidste dag i Sinharaja Rest Guesthouse bruges på at nyde udsigten udover regnskoven, dalen, og bjergene fra vores egen hytte og trætop-hytten.
Turen går videre til Udawalawa National Park. Lonely Planet skriver, at der ikke er så mange turister dette sted, og safarien kan næsten måle sig med safari på den afrikanske savanne. Endnu engang må vi give Lonely Planet ret. Parken dækker et område på 30.821 hektarer og er etableret i 1972.
Vores safari-tur har afgang fra hotellet kl. 5.30. Vi skal være tidligt i ude i parken hvis vi skal se dyrene inden solen varmer det hele op. Vi har bestilt en hel-dags Safari tur, men dette er kun fra kl. 5.30 til kl. 12.00.
Naturen er mytisk, og der ligger en let morgendis over hele området som vi kører ind i parken. Vi er kun lige kommet ind i parken da vi ser det første særlige syn, en påfugle han, der sidder oppe i træet med sin kæmpe halepragt. Her i Sri Lanka har vi set rigtig mange påfugle, men vi havde endnu ikke set dem sidde i trætoppene. Lidt mærkeligt, at se så stor en fugl med sin mægtige halepragt sidde så elegant på en gren. Det siges, at den indiske påfugl er en rigtig charmør. Hannerne finder udvalgte steder, hvor de spiller op til hunnerne ved at danse og ryste deres udslåede hale. Den store hale er både tung, og meget besværlig, og den udgør også en stor risiko for at ejeren bliver taget af et rovdyr. Men halen er et tydeligt tegn på sundhed og styrke, og hunnerne vælger kun den stærkeste han med den smukkeste halepragt.
Når yngleperioden er overstået smider hannerne de prægtige halefjer igen. Derfor er det kun i den periode at hannerne er særligt udsatte. Når natten falder på flyver hannerne op på sine faste pladser i de høje træer, væk fra nattens rovdyr.
Udawale National Park byder på flere smukke oplevelser. Vi stopper flere steder ved små søer for at kigge på fugle, ser aber der springer rundt i træerne, og vi ser også den særlige Junglekat. Men vi er også på udkig efter elefanter. Trods deres størrelse, så er de godt skjult af den tætte bush. Men pludselig ud af ingenting kom der en stor han elefant gåede på vejen lige imod os. Ud fra mine erfaringer med safari i Øst Afrika, så ville det nok være en god ide at flytte bilen. Men vores chauffør holder blot helt stille, og den store elefant kommer bare tættere og tættere på bilen. Blot et par cm. før vores bil drejer elefanten lige så elegant til højre, og træder ud i bushen, forbi vores bil. Det er et prægtigt og smukt dyr, og vi føler os nu alligevel lidt heldige over at kunne betragte dette dyr så tæt på.
Vi kører ud af parken med en følelse af at have fået fuld valuta for pengene.
Efter to nætter i Udawalawa kører vi videre til næste safari oplevelse i Yala National Park. Men på vejen dertil er vi inviteret til frokost hos vores ven Sameera. Det var en helt særlig oplevelse at hilse på hans mor og søster, se hans hjem og smage hans mors hjemmelavede mad.
Med fyldte maver bevæger vi os nu mod syd igen. Vi har et par timers kørsel foran os. På vejen ser vi to varaner der er oppe at slås. Christian får hurtigt stoppet bilen, og springer ud med sit kamera. Vi lærer så senere, at dette faktisk ikke var en kamp, men en ”parringsdans”, som kan fortsætte i lang tid.
Naturen er forunderlig, og ændrer sig endnu engang på vores rejse sydvestpå. Vi kører ind i lavlandet, og et tørt område. Flere gange siger vi til hinanden at dette minder rigtig meget om syd australien.
Egentlig havde vi valgt Yala National park fra pga. flere havde fortalt at der var alt for mange jeeps, for lidt muligheder for at se dyrene og alt for dyrt. Men vores indiske ven sendte de bedste anbefalinger om Wila Safari Hotel og Flamingo Tours, så vi måtte af sted. Heldigvis var det også muligt for Christian at arrangere det hele til en rigtig god pris.
Lad mig blot sige, at Wila Safari Hotel var helt fantastisk. Nogle gange er det bare de små ting i livet man sætter pris på, som f.eks. varmt vand, bløde håndklæder, swimmingpool, god aircondition og en god seng. Det var ren luksusferie for et par dage.
Yala National Park er igen en helt anden natur end vi har set tidligere, og jeg er meget glad for at vi også fik den oplevelse. Jeg vil ikke kalde det så meget savanne, som de fleste beskriver Yala, men mere bush land. Til tider minder det meget om bushen i Gawler Ranges i Syd Australien, med store sten og tæt bevokset buske.
Vi så ikke så mange dyr som forventet, eller måske havde vi alligevel sat forventningerne for højt. Men de havde ret, der var ALT for mange jeeps, som kun havde et formål, hvilket var at spotte en leopard for deres kunder. Vi så en lille skygge af en leopard, men masser af elefanter, krokodiller, fugleliv og en smuk natur.
Vi ender med at blive en uge i Yala på Wila Safari Hotel, og nyder udsigten til de to store søer fra vores balkon og derudover total afslapning under “Vores” mangotræ”.
Den sidste dag i Yala beslutter vi os for at tage ind til den nærmeste ”store by” Tissa. Der var nu ikke så meget at se, men det var en god undskyldning for at komme ud og spise lidt frokost.
Vores Tuk Tuk driver kommer med et godt tilbud om at se Bundala National Park. Egentlig havde vi fået lidt nok af halv dyre national parker, men nogle gange skal man bare gribe de spontane oplevelser, de kommer gerne med noget uventet.
Bundala National Park kom helt klart med nogle uventede oplevelser. For det første vidste vores jeep driver overraskende meget om parken, naturen, fuglene og dyrene. Han fortalte om området med stor passion, og det sætter jo helt klart sit præg på oplevelserne.
Bundala National Park ligger ca. en lille halv times kørsel fra Yala. Det er et vådområde, som ligger tæt på havet og med en helt unik natur. Vi så rigtig mange fugle, men også en særlig natur med mange kaktusplanter der stod i fuldt flor med masser af blomster. Vores chauffør havde lige sørget for at medbringe kaktusblomst frugt, som vi smagte. Vi så store krokodiller, der langsomt lod sig glide ud i vandet når vi nærmede os vandkanten, og pludselig kunne man ikke se at der var en krokodille.
Vores chauffør stopper ved et sted, hvor vi netop havde set en krokodille glide ud i vandet. På dette sted har man søen på ene side af sandbanken, og det meget oprørte hav på den anden side. ”Vil I med ud og se på havet”, spørger vores chauffør. Jeg må da sige, at man tøver et øjeblik med at gå ud af jeepen efter at have set krokodillerne.
Lige der på vejen, står der pludselig en stor han elefant. Den skraber græsset op med sine højre fod, og samler det hele til en lille bold med snablen. Slår jorden af græs-bolden og putter den langsomt ind i munden og tygger. Vores chauffør fortæller, at en elefant spiser 160 kg. græs om dagen. Det er godt nok mange gange at den skal gøre den øvelse for at få sit måltid.
Vi er meget tæt på denne elefant, og jeg undrer mig endnu engang over hvor tæt vores chauffør tør komme på disse store dyr. Men elefanten ser ikke ud til at blive forstyrret, den tygger blot på sit græstørv.
Der er afgang fra Yala kl. 10.00, og vi har godt tre timers kørsel foran os. Vores næste stop er Arugam Bay. Men allerede efter en times kørsel kan vi ikke komme videre. Vejen er blokeret, og der er en bilkø så lang. Vores kære chauffør forsøger, at finde andre stik veje, men alt er blokeret. Lokal befolkningen tager det rimelig stille og roligt. De stiger ud af bilerne og finder et sted i skyggen under et træ og venter. Vi vælger at følge trop.
Men barrikaderne er sat op som demonstrationer. Lokalbefolkningen vil gerne have regeringens opmærksomhed, og en mulighed er at lukke alle veje der går fra syd til nord. Årsagen til demonstrationen er, at en mand omkom efter at være blevet angrebet af en stor elefant for nogle uger siden. Det er et stigende problem, at elefanterne kommer for tæt på lokalbefolkningen, og går til angreb pga. de føler sig klemte. I Sri Lanka er det ikke tilladt at skyde en elefant, så de har ikke så mange muligheder for at forsvare sig. Derfor vil de gerne have regeringen til at sætte flere hegn op, der kan holde elefanterne væk. Men helt fair, så er det vel også menneskene der er kommet for tæt på elefantens natur, og har overtaget store dele af dens område.
Men jeg kan ikke helt lade være med at tænke på hvor tæt vi har været på de store han elefanter de sidste par dage, måske skulle man alligevel flytte sig når man møder dem.
Om tre dage går turen videre herfra Arugambay. Egentlig var det vores plan, at vi tage op langs østkysten til en større by der hedder Trincomale. Derfra skulle vi sejle ud til en ø for at snorkle. Men vi mødte vores hollandske venner i går, som netop var kommet fra Trinco. De kunne berette om, at havet var mindst lige så uroligt i Trinco som her. Derudover var det meget dyrt at komme ud til øen.
Derfor har vi ændret vores planer, og nu står kompasset på østkysten igen. Her har vi lejet et hus, så vi igen kan nyde Christians hjemmelavet mad.
Forelskelsen rammer os langsomt, og sniger sig ind som en ro i sindet. Vi er helt klart faldet for Sri Lanka. Vi forstår slet ikke hvorfor vi ikke har sat spot på dette land noget før.
Det er let at komme hertil med en lille mellemlanding i enten Doha eller Dubai, alt efter om man flyver med Qatar Airways eller Emiraterne. Det siges, at der priskrig i øjeblikket mellem de to flyselskaber, og vi har hørt priser helt ned til 3.500,- Dkr. for en tur/retur billet.
Det er samtidigt utroligt let at rejse rundt i landet. Toget er nemt og komfortabelt, dog kan der mangle nogle sæder på 3 klasse. Vi har dog rimelig meget bagage, så vi har primært arrangeret private drivers undervejs. De lokale busser er også eksisterende, men man skal have et godt hjerte, god tålmodighed og gode nerver hvis man skal bruge dem på lange ture.
Landet har en utrolig diversitet i både natur og kultur. På kort tid kan man opleve Savanne med masser af bush, højland med grantræer, og uendelige sandstrande.
Buddhismen er den mest almindelige sammen med hinduismen. Men islam er også fremadtrædende. Religionerne lever til hverdag i fred og harmoni. Men lige under overfladen er det også to religioner som ikke helt forstår hinanden. Ægteskaber mellem de to religioner er helt uhørt, og skaber ofte store problemer.
Men som det vigtigste står både menneskene og oplevelserne højt, og de har helt klart taget os med storm med deres venlighed og gæstfrihed.
Turismen vokser mere og mere, og det er tydeligt at se hvor meget denne industri er vokset de sidste 10 år. Men den voksende turisme bringer også en flipside.
Her er mange fattige mennesker der vil gøre hvad de kan for få deres bid af turist industrien.
Derfor er der også nogle scams, som man skal være opmærksom på;
- Pas på de sælgere/drivers der står ude i lufthavnen. De vil sælge dig ture rundt i landet til diverse attraktioner. Ideen er sådan set ok, og lyder rigtig let da man således ikke skal tage stilling til noget yderligere de næste to uger. Men de ved også, at de turister som lige er landet ikke har nogle ideer om prisniveau i Sri Lanka, og det udnyttes selvfølgelig.
- Hvis man vælger, at acceptere tilbud fra lufthavnsdriver, så vær klar på hvor mange ”turistfælder/attraktioner” man vil igennem. Chaufføren får kommission hver gang han bringer gæster til et sted. Hvis ikke man passer på, så bliver man kørt rundt til alt for mange steder, på meget kort tid.
- Vær også opmærksom på adgangsbilletter til diverse attraktioner, eller priser på leje af jeeps. Chaufføren vil sige, at han har et bedre tilbud hos en ven, eller han vil gerne købe billet for dig. Han giver dig en højere pris, og score selv forskellen på den oprigtige pris, og den pris som han har givet til dig.
- Der er mange turister som tager toget til Galle. På stationen står der venlige Tuk Tuk drivers, som venligt spørger til om du har styr på togturen retur. Meget fint, og kan være en god hjælp. Men i næste sætning fortæller de, at man først skal besøge Galle Fort efter kl. 14.00 – og bedst at man ser templer i den nye del af byen først. Her kommer hans tilbud om tuk tuk tur selvfølgelig ind. Det er noget sludder, selvfølgelig kan man besøge Galle Fort på alle tidspunkter af døgnet.
- For det meste er Tuk Tuk driverne meget forstående, når man pænt fortæller dem at man hellere vil gå, og ikke har behov for deres service. Men nogle kan også være lidt insisterende. I det meget turistet Hikkadua oplevede vi en Tuk Tuk driver råbe efter os ”The sun will burn your body if you walk”. (De er så sjove!)
Standarden på overnatningssteder fås i forskellig varianter og prisklasser. Men hvis du har tiden og mulighederne, så book stederne undervejs. Det giver dig mulighed for at prutte med priserne men samtidig også en frihed for at forlænge eller afkorte ophold de forskellige steder.
Hvis du har brug for at vide mere om overnatningssteder, og andre gode råd så kig under ”Reviews and recommendations” her på sitet.
