Han var en god optiker, og han havde haft sin butik i mange år. De fleste i Galle kendte både ham, hans kone og to børn. Den lille brille butik lå ikke langt fra Matara Road, tæt på havet.
Han havde ventet længe på denne kunde, som havde bestilt sine briller ugen før. Det havde været svært at finde de helt rigtige briller, og det havde drillet lidt med at finde den rette styrke. Men det var en god og trofast kunde, så han ville gå langt for at gøre sin ven tilfreds. De fik altid Sri Lanka Tea og Ginger småkager når han kom.
Som de sad der, og nød deres Tea, og stilheden mellem dem, skete noget ganske særligt. Fra butiksvinduet kunne de se at havet trak sig tilbage. Den nøgne havbund blottede sig for den varme sol. Det var helt besynderligt, og noget som de aldrig havde set eller hørt om før. Flere løb ud på den blottet havbund for at kigge efter havet. I den lille brillebutik begyndte de to mænd at grine over dette mærkelige naturfænomen.
Men livet kan ændrer sig på et nanosekund. Havet kom tilbage med en kæmpe kraft, og vandet skyllede ind i den lille brillebutik. Både ham og hans gode kunde blev revet op i luften, og ned i bølgen, der var fyldt med møbler, brædder og andre ting som bølgen havde hevet med sig. Manden kunne mærke noget hårdt slå på siden af hovedet, og han forsøgte desperat at række ud efter noget som kunne hive ham op af moder naturs kraftige favntag. Hans gode kunde gled forbi ham i vandet, men der var ikke længere det glade smil i øjnene, de var tomme og livsløse.
Toget rumler af sted og vugger os fra side til side.
Vi har efterhånden taget togturen mange gange, og vi rejser altid på 3 klasse sammen med de lokale. Vi sidder og snakker med en ældre mand på 77 år. Hans fingre er kroget, hans krop lidt forkrøblet og huden helt mørk og slidt. Han fortæller sin historie om hvordan han engang var en rigtig god og anerkendt optiker, og om hans lille butik i Galle. Men efter Tsunamien har han mistet alt. Hans krop kan ikke længere bruges til optiker jobbet, og butikken er skyllet væk. Han overlevede, men hans ord beretter også om en dyb sorg over at han er den eneste der er tilbage. Moder naturs kraft tog både hans kone og børn.
Det er svært ikke at blive rørt over de historier vi hører om de efterladte efter Tsunamien, og man får den dybeste respekt over hvilke kræfter Moder natur besidder.
Vi kommer tit i snak med de lokale på vores tog tur fra Weligama til Galle eller Hikkaduwa. De er altid meget hjælpsomme hvis man bliver i tvivl om hvilken station næste stop er. Vi har taget turen mange gange pga. vi nu har lokale venner i Galle, og danske venner på ferie i Hikkaduwa. Men hver gang føler jeg, at vi er privilegeret, at kunne betragte det lokale hverdagsliv glide forbi. Fra toget betragter vi skolebørnene der råber ”Godmorning, Ms. Ella” til læreren så skoldedagen kan starte. Kvinden som er i gang med dagens tøjvask, der bliver lagt på taget for at tørre. Vi kører forbi meget fine huse, men også meget gamle huse som står tilbage fra Briternes storhedstid. Munken smiler og stiger af på Talpe Station. Hans orange klæde står i flot kontrast til den grønne tætbegroet baggrund. Vi er kørt forbi bevoksning med palmer, buske og meget smukke blomster, nogle som vi normalt kun har i stue-potteplanter i Danmark, og selvfølgelig min ynglings blomst; den smukke hvide Frangipani.
”Thambili thambili” råber manden med kokosnødder i toget. Han sælger store orange King kokosnødder, hvor han skærer toppen af, og stikker et sugerør ned, så man kan drikke kokossaften. Straks efter lyder det ”Surri surri”. Det er sælgeren, som kommer med stegte rejer, der er presset sammen med stegte linser. Christian og Sarah elsker dem, men jeg er nu ikke helt lykkelig over at spise rejer med hoved, og små sorte øjne.
En handicappet mand går igennem toget, og spiller en lille melodi på sin mundharmonika. Halvdelen af hans ene arm er væk, og han har kun en lille stump tilbage som holder mundharmonikaen til munden. De handicappede får ingen støtte fra regeringen, og de fleste af de tiggere vi ser på gaden er handicappet. Han genkender os og smiler. Vi giver altid penge til denne mand.
På en strækning kører vi meget tæt på havet, og har havudsigt i første række. Bare havet nu bliver der hvor det skal.
Det er meget nemt, at tage toget, som kører ca. 8 gange om dagen. Man skal dog lige være opmærksom på tidsplanen hvis det er weekend. Det koster 1,50 kr. pr. person på 3 klasse til Galle – og det dobbelte på 2. klasse. Der er lidt mere plads på 2 klasse, hvis der ikke er alt for mange turister med. Men det er lidt sjovere at køre på 3 klasse med de lokale. Som ikke helt forstår hvorfor vi dog ikke bare tager en Tuk Tuk taxi. ”Too expensive, we are longterm travellers” forklarer vi.
Vi kører ind i Galle. Folk løber ind for at få den bedste plads i toget, og kø-kultur kender de bestemt ikke noget til. Det handler blot om at komme først. En mand kaster sin taske ind gennem vinduet for at spærre en plads overfor os – det var et smart trick.
Denne dag skal vi til Hikkaduwa, og besøge vores danske venner. Det er også her, at vi har fundet snorkle-udstyr til Christian og Sarah. Vi fandt så senere ud af, at man også kunne købe det i Weligama, og nok også lidt billigere. Men vi havde endnu en fantastisk dag sammen med vores gode venner. Christian og Sarah fik afprøvet snokle-udstyr, hilst på fiskene og skildpadderne.
Men vi tager toget mange gange. Kun en enkelt gang må vi tage den lokale bus fra Galle til Weligama pga. vi ikke nåede toget. Det var den vildeste oplevelse. De kører sindssygt, og meget stærkt. Jeg tænker på bus chaufføren i Harry Potter bogen, der ved start råber ”This is going to be a bumpy ride”. Bussen rumler fra side til side, og den Sri lankanske musik spiller på fulde drøn. Man skal være hurtig hvis man skal give signal til at man gerne vil af. I virkeligheden så var vi alle tre lykkelige da vi stod af bussen i Weligama, og vi var alle tre enige om, at det behøvede vi ikke at gøre igen.
Den sidste uge i Weligama tager Sarah og jeg toget hver dag kl. 9.55 fra Weligama til Galle. Sarah har fået arbejde på en kunstcafe, hvor jeg er med som hendes lille hjælper. Opgaven opstod ganske tilfældigt. En dag hvor vi gik rundt i Galle gik vi på Cafe Serendipity, mest af alt blot for at låne deres toiletter. Vi kommer i snak med ejeren af cafeen. Han viser os 1. Salen på cafeen, og fortæller sine drømme om hvordan rummet skal fyldes med kunst og hygge. På den ene side er der en helt hvid væg, og på modsatte side er der vinduer fra gulv til loft. I hver ende/gavlen af rummet er der åbent til det fri, og den ene side har udsigt til havet. Sarah går straks i dette-kan-du-også-gøre , og har-du-tænkt-på. Hun tegner og fortæller cafe-ejeren hvordan han kan fylde 1. Salen med kunst, og han er rimelig begejstret for hendes ideer og tanker. De laver en aftale om, at han køber alt materiale til hende, og giver frokost hver dag.
Det færdige resultat fortæller en helt særlig historie. Først og fremmest, afspejler damen med fuglene i håret en rejse. Fuglene er krager, som betyder noget helt særligt for Galle og Sri Lanka. En halv time før Tsunamien kom, fløj alle kragerne væk fra Galle, derfor er fuglene malet som krager. Derudover lavede hun tre tegninger i sorte rammer, og to kanvas-malerier. Disse afspejler Sarahs helt personlige rejse. Tegningen af påfugledamen er tegnet den første dag i Sri Lanka, og afspejler udsigten fra vores første ”hjem”. Tegningen af den lille hundehvalp er naturligvis Elly, som er hendes Street-dog, og den sidste tegning med firbenet fugle er blevet hendes personlige Trade mark. Kanvas maleriet med de tre krager hedder ”past-present-future”, hvor den sort/hvide skade fra Danmark afspejler fortiden, den blå/røde skade fra Sri Lanka afspejler nutiden og den sidste skade er fra Cambodja, og afspejler fremtiden. Det sidste kanvasbillede er definitionen på Serendipity.
Det var en fantastisk opgave, men der går nok lige lidt tid før både Sarah og jeg maler sorte fugle igen. Vi måtte male alle fuglene tre gange før malingen dækkede, så det var lidt af en opgave hun havde sat sig selv på. Men hun er rigtig sej, og fast besluttet på at samle kunstopgaver til hendes portfolio, som hun skal bruge for at blive optaget på Bachelor in Fine Art i Melbourne. Ja – og begge forældre er jo bare pave stolte.
Projektet blev afsluttet, og det blev fejret med de fantastiske mennesker på Serendipity Art Cafe
Ordene hænger stadig i hovedet da vi ligger på sengen i vores nye hjem i Deniyaya, tæt på Singharaja regnskoven. Drengene i Mansion-Villa der kaldte ”Amma” (moar!), fiskehandleren i Weligama der råbte ”Malu Malu” (fisk!), sælgeren i toget der råbte ”Surri, Surri” og musikken fra nattens farvel party.
Vi aftaler, at ingen af os siger noget de næste 45 min, alle indtrykkene skal synkes.
Det var rigtigt hårdt at sige farvel til Weligama og Galle hvor vi havde været i en måned. Festen med alle ”drengene” fra Serendipity Cafeen var helt særlig, vi startede med at få vodka og tranebærjuice på muren der omkranser Galle Fort, og som engang reddede rigtig mange menneskeliv da Tsunamien kom. Derefter fortsatte festen på Unawatuna Beach med andre lokale, og turister.
Ja, vi var lidt trætte dagen efter hvor vi skulle færdiggøre tetrix-pakkeri af tre rygsække. ”Amma” og “Thaththaa” – som vi nu havde boet sammen med i en måned ville give os en farvelfrokost, men vi havde allerede en frokostinvitation. Vores lokale Tuk Tuk Driver Kasun, som havde fulgt os de sidste par uger havde inviteret os hjem til frokost i hans lille hus. Pyhh…hvor havde hans kone lavet meget mad. Først fik vi King Kokosnød-mælk, så ris og karry – som jo består af mange små retter, derefter ”træ-æble-juice” med masser af sukker – og til sidst ”Curd” (frisk yoghurt) med ”Trinkle” (palme-sirup). Ja – vi trillede nærmest af sted derfra i hans lille Tuk-Tuk til næste stop, som var hjemme hos hans forældre. Her mødte vi hele hans familie, og fik serveret ingefær Tea og hjemmebag. Deres gæstfrihed, og åbenhed kan ikke beskrives med ord. De ejer næsten ingenting, og alligevel bliver vi inviteret på konge-middag, Tea og kaffe – og får gaver med i hånden når vi går. Jeg ville ønske, at hele klodens befolkning ville have samme omsorg, åbenhed og gæstfrihed.
Det var nærmest med en klump i halsen, at vi måtte sige farvel til vores skønne familie i villaen, vores lokale købmand som havde serveret frokost for os i hans hjem, vores lokale fisker som havde serveret de skønneste fiskeretter, og kørt Christian rundt til de mest lokale seværdigheder og ikke mindst vores private Tuk Tuk driver.
Vores personlige Serendipity er helt klart lokalebefolkningen, som har taget os med storm.
Men en ting er også helt sikkert. Sarah vil komme til at savne lille Elly, den lille hundehvalp, som hun redede fra gaden. Den var blot et lille skravl, fyldt med tæger, lus og meget tynd. Men Sarah tog Elly til dyrelægen, så hun kunne blive vaccineret, gav den rigtig hundemad hver dag, og fandt et nyt hjem til hende.
En af de sidste dage fik Elly et hundehalsbånd på, og vi tog hende med ned til stranden. Hun blev en rigtig glad lille hund, som nu har fået en ny god start på livet.
Men vores rejse går nu videre. Vi har planlagt tre dage i Sinharaja regnskoven, seks dage i national parkerne Udawalawa og Yale, og derefter en hel del dage ude ved øst kysten.
Om 5 uger lander vi igen i Colombo, hvor Sarah har et frivillig-job på Embark, som tager sig af gadehunde i Sri Lanka.
Men som jeg nu sidder her, og skriver dette nyhedsbrev i vores nye hjem tikker en besked ind fra livet i Danmark. I et øjeblik står alting stille. En trøstende vind blæser blidt mod kinden, som vil den gribe det der kommer. Min søster skriver, at hun i dette øjeblik oplever det som alle forældre frygter, og som ingen forældre skal opleve. Hendes søn er afgået ved døden samme nat efter lang tids sygdom. Selvom vi alle havde i vores tanker, at vi kunne miste ham om et øjeblik pga. hans handicap, så er det aldrig acceptabelt når et liv bliver taget væk. I et øjeblik bliver vi spirituelle og tror på at nogen vil tage imod ham på den anden side.
I dag er en særlig dag for buddhisterne i Sri Lanka. Det var fuldmåne i nat da min nevø valgte at give sin sjæl til universet. Hans særlige styrke, glade smil og fighter ånd vil for altid være i vores tanker.
Livet er kun et nanosekund af evigheden – husk, at kys dine kære og lev dagen i dag, som var det den sidste.
