Alt er pakket ned. De store rygsække skal blive i Villa63, og de små rullemarier er pakket til bristepunktet. Vi kigger på fuglene i haven en sidste gang, og drager af sted med vores private chauffør.

Vores chauffør er den bedste driver i verden, han forstår at sno sig ud af Colombos gader, ind imellem lastbiler, tuk-tuk biler, motorcykler, op af bjergene i smalle hårnåle sving, og ned igen, hvor der lige med en millimeter kan gøres plads til den lokale bus. På intet tidspunkt bliver han stresset over de dyttende køretøjer, eller gade-hundene på vejen der ikke flytter sig. Enhver europæisk mand havde nok kommet med et lille vredes udbrud. Men det sker ikke her, og trafikken glider fremad. Ind imellem lukker jeg blot øjnene, og håber på det bedste når de modkørende biler kommer lidt for tæt på. Men dette er hans drømmejob, og hans passion. Han har kørt turen mange gange før og han elsker at køre i sin brors syv personers van, som skal være vores køretøj de næste 14 dage.

Men han er også ivrig efter, at fortælle os om den srilankanske kultur og natur, og så selvom han kæmper lidt med det engelske sprog ind imellem. Men snakken går med Christian på forsædet, der hurtigt får fortalt vores chauffør om vores rejse, og tanker om fremtiden, og grobunden for et godt venskab er lagt.

Ude af Colombo’s gader snor vejen sig langsomt op af bjerget mod Kandy, ud i ”The Hill Country” som udgør det centrale Sri Lanka. Naturen ændrer sig som vi nærmer os, og viser et bredt spektrum af grønne nuancer. Landskabet vi kører igennem er skiftevis dale og bjerge. Langs vejen sælges alt fra den lokale frugt og grønt, streetfood som fx kogte majs, til billigt plastik legetøj. Vores chauffør mener også, at vi skal støtte det lokale landbrug, da vi kører forbi hans hjem. Hvilket ender med at Christian får købt en hel ananas, som kan være lidt svær at spise i bilen, men den bliver nydt senere på vores hotel. Frisk frugt er nu klart det bedste.

Kandy ligger 500 meter over havets overflade, en kølig tåge kan ligge sig ind over byen. Guide bøgerne beskriver, at det er en god ide at have den varme trøje med. Men byen viser sig fra sin smukkeste side da vi ankommer, og ja, vi måtte finde den lange trøje frem, men først senere på aftenen. Byen fungerede som hovedstad i det sidste Sri Lankanske kongerige, som faldt til Englænderne i 1815.

Vi rejser som turister i disse to uger, og lære utrolig meget om Sri Lanka. Programmet er tætpakket med oplevelser der skal fortælle os om dette mangfoldige land. Her lever buddhister, hinduister, kristne, og muslimer med hver deres traditioner og kulturer. Det er svært at sige, at Sri Lanka kun har én kultur, da historien også beretter om hvordan landet har været delt op i kongeriger, været overtaget af hollænderne, portugiserne, englænderne, og hvor hver nationalitet og religion har sat sit præg på landet. En borgerkrig fra 1983 til 2009 har også sat sine spor, selvom det er utroligt hvor hurtigt de har fået bygget landet op igen.

Sri Lanka ligger i det tropiske klimabælte. Vejret her påvirkes af de to årlige monsun sæsoner. Med stor vejledning fra vores vært i Villa63 i Colombo, er turen tilrettelagt således at vi ser den store forskellighed i øens højland med bjerge, kamme, toppe, plateauer, dale, skrænter og strande uden at ramme de helt store regnskyl. Man siger at der altid er godt vejr på Sri Lanka, og indtil videre kan vi kun bekræfte dette udsagn.

Den buddhistiske kultur og historie møder vi i ”Temple of the Sacred Tooth Relic” i Kandy. Med sikker, og stor viden fører den lokale guide os rundt i templets afkroge af fortællinger. Vi er heldige, at være der på det rette tidspunkt. Ministeren har meldt sit besøg, og der er mange folk der er kommet til for at bede. Normalt ville vi nok blot have allieret os med Lonely Planet. Men det må siges, at være en stor fordel at have en guide med rundt. Han fortæller historierne som ikke står i Lonely Planet, sørger for at vi kommer til at stå det rette sted, når munkene åbner kammeret til Buddhas Tooth Relic, der lyser af guld. Vi havde aldrig kommet så tæt på uden guide, så helt klart en anbefaling til andre.

Varieteten af den Sri Lankanske flora kan ses i Peradeniya Botanic Garden, som ligger lidt uden for Kandy. I gamle dage var parken kun for de royale, men i dag står den smuk og danner rammen for en oase for alle der har behov for at komme lidt væk fra byens larm.

På programmet er naturligt også diverse turistfælder, som man kan vælge at forarge eller tage det med sig, som man kan bruge. Nogle gange tænker man, at man havde regnet den ud. Men de er fantastiske dygtige sælgere. Vi kommer igennem Spice Garden, hvor de fortæller os om øens mange helende urter. Her findes urter som kan fjerne åreknuder uden operation. Vi var på Batik fabrik, og se hvordan de lavede det flotteste håndværk af batik stoffer, og billeder. Vi lærte også hvordan man kan lave papir ud af Elefant lort – Elephant Poo Paper, og vi besøgte en Træ udskærer fabrik, hvor vi så de flotteste udskæringer og møbler. Vi ser Traditionel dans med onde og sjove ånder, og en smykke fabrik med information om øens rigdom af ædelstene.

Men Sarah har en målsætning, og hun går målrettet efter den. Undervejs på vores tur vil hun gerne undersøge hvordan kunst for turisterne har påvirket det traditionelle kunsthåndværk. Så alle bliver interviewet om materialer, metoder, baggrund for former og kanter, og til stor forundring for de lokale står hun pludselig selv med værktøjet i hånden på Træ fabrikken. Jeg er sikker på, at der nok skal komme nogle konstruktive refleksioner ud af det til hendes portofolie. Men tankerne går også til hendes kunst lærer, og jeg har lovet at skrive, at Vibeke ville have elsket Batik værkstedet.

Christian har også en målsætning. Han vil gerne lære mere om øens slanger og reptiler. Indtil videre er det dog kun Sarah der har set en slange forsvinde ind i buskadset. Eller rettere Christian har også set en rottesno fra bilen. Men vi leder stadig – og bogen om slanger og reptiler på Sri Lanka er desværre heller ikke fundet endnu. (Der er udloddet en dusør til den første som finder den).

Turen går videre ind i Hill Country, og landskabet ændrer sig nu til te-plantager med travle teplukkere, der aldrig holder fri. Vi besøger en af plantagerne, Geelong Tea Estate. Det er lidt som at tage på vin-tur i Australien. Først ser man produktionen og derefter sætter man sig på stedets cafe med en fantastisk udsigt udover te-markerne, alt imens man nyder den lokale te.

Efter en lang dag med kørsel i bjergene, hvor man ind imellem må betegne det som ”white knockles driving”, lander vi i Nuwara Eliya, en bjerg landsby 1889 meter over havets overflade. Nuwara Eliya betegnes som ”det lille england”, og enkelte steder kan englændernes kølige favoritsted da også antydes. Her er køligt, og her er ikke så meget at se. Dog som noget helt særligt går der små ponyer løst rundt. De små ponyer bruges til trail-ride, men de er bestemt ikke det skønneste syn. Sarah lægger store planer for hvordan hun kan redde de stakkels tynde og udmagrede ponyer. Men mon ikke de bare lever livets gang, de har jo deres frihed.

Vi lander på Pello Lake hotel, som er et af de dårligste hoteller vi boede på. Vi lever på et budget, og det gør vi også her på vores 14 dages tur. Men hver aften er vi imponeret over hvad vores vært fra Colombo har kunne sammensætte til os. Vi har boet på lokale gæstehuse, hvor der er blevet lavet lokalt aftensmad til os, på hoteller med den smukkeste udsigt til vandfald og natur, og Tree Top Houses hvor vores hytte var bygget på pæle. Men Pello Lake Hotel var koldt, klamt og fyldt med fugt og skimmelsvamp. Det blev en kold nat, og soveposerne som havde fyldt godt op i rygsækkene fra Danmark blev fundet frem. Godt at vi kun skulle bo der en nat.

Planen for oplevelserne var lagt fra starten, men vi måtte også blive klogere og konstatere at hvis vi ikke passede på, så ville indgangsbilletter til diverse seværdigheder hurtigt æde vores budget op. Det er dyrt, at komme ind i de forskellige nationalparker, så efter et lille familiemøde blev der hurtigt omprioriteret i planen, så oplevelserne i højere grad stod på den gratis natur, og der blev gjort mere plads til slow travelling, afslapning, tegning og plads til at suge alle indtryk ind.

Det er søndag. Hinduisterne er på vej til templet, det er en særlig dag og bilerne er fyldt til bristepunktet og pyntet med blomster, som var det årets studenterkørsel. Teplukkerne holder aldrig fri, og de er i gang med dagens arbejde. Vejen snor sig mellem bakkerne, og vi er på vej til Adams Peak, som skal bestiges senere på natten.

Vi bliver indlogeret på et backpacker hotel White Elephant, som ligger ganske tæt ved foden af Adams Peak. Vi ankommer, så vi lige kan nå at få lidt aftensmad, og lidt søvn inden vi skal starte opstigningen kl. 2 om natten. Det er ikke meget, at vi får sovet. Vi er alle lidt bekymret over den lange vej vi skal gå. Der er 7 km. op af bjerget, og det samme ned igen på i alt 5400 trappetrin. Ingen af os er i vores bedste form, men vi er fast besluttet på at vi vil ”give it a go”.

Lidt omtåget af træthed starter vi opstigningen. Første stykke vej går egentlig overraskende godt. Der er ikke trapper hele tiden, men også flade stykker. Men så starter en stejl stigning kun med trapper. Men hele vejen op af bjerget er oplyst med lamper, og det er nærmest som om man skal gå helt op til stjernerne. Christian går i front, og vi følger hver vores eget tempo. Der er god tid til refleksion, og for hvert trin kommer man tættere på målet. På vejen møder vi turister der tager turen i deres fitness tøj og gummisko, turister der er bevæbnet til benet med rette udstyr. Men de lokale – som for hvem denne tur er vigtigst – tager turen op og ned i klipklapper, og de holder de rette pauser undervejs, og giver det den tid der er nødvendig.

For de lokale, har turen til toppen været en hellig pilgrimsrejse de sidste tusinde år. For os handler det blot om at nå til toppen og se solen bryde igennem. Men ens spirituelle ego træder alligevel til undervejs, og det bliver ikke blot en rejse til toppen af et bjerg, men en særlig refleksiv proces med en taknemmelighed over at være til stede, sammen i netop dette øjeblik, på netop dette særlige sted.

Solens stråler bryder igennem kl. 6.30, og afslører et landskab med bjerger og søer. Et slags Hobbitland, som Sarah sagde; dragen Smaug kunne godt have sin grotte dernede.

Men nu venter nedstigningen, og ens lægmuskler og knæ klager for hvert trin. Det var en meget smuk oplevelse at gå til toppen og ned igen. Men det var også hårdt.

Med afgang fra White Elephant har vores chauffør inviteret sin gode ven med på turen. Han er lidt bedre til engelsk. Der bliver stillet tusinde spørgsmål til ”hvorfor gør man sådan i Sri Lanka” og ”hvad er det?” – og vores nye ven gør en stor indsats for at udfolde kompleksiteten i den buddhistiske tro.

Det bliver til en lang aften på vores næste hotel Waterfall View Guesthouse i Ella, hvor vi endnu engang skal overnatte på et fantastisk sted. Her er direkte udsigt til Rawana waterfalls. Snakken går livligt med vores to lokale venner, og der bliver tegnet og fortalt.

Christian og jeg vralter rundt som ænder de kommende dage. Vores lægmuskler og knæ skriger, og er beviset på at vi gik 14 km. Nogle siger, at alle kan gøre det, og det er helt sikkert også rigtigt. Men jeg gør det kun én gang.

Mange tager toget i bjergene til Ella, og denne oplevelse vil vi ikke gå glip af. Vores togrejse går fra Ella til Haputale, en togtur på en times tid. Her kan man i ro og mag sidde, og se det lokale liv udspille sig. Børnene der står på rad og række i skolegården, klar til dagens undervisning. Bonden der holder er skarpt øje med sine rismarker. Toget snor sig med sikker fart igennem landskabet, og vugger ens hjerterytme ned i tempo. Måske vi skulle tage toget lidt mere.

Det var lidt svært at sige farvel til Waterfall View Guesthouse – her kunne vi godt have været nogle flere dage. Men det er efterhånden blevet en standard bemærkning, sammen med udbruddet ”her er OGSÅ smukt”.

Langsomt men sikkert går det ned af bjerget. Godt at vi har verdens bedste chauffør, som også finder de helt særlige lokale steder. Vi er vej ud til østkysten. Det er her hvor der skulle være lavsæson, og hvor risikoen for en regnskylle er høj.

Vores chauffør finder en lille stikvej ind i en nationalpark. De lokale siger ”kør 200 meter ned af vejen, så vil I se vilde elefanter”. Et helt særligt landskab udspiller sig da vi kommer lidt væk fra alfavej. Her er rigtig mange fugle, og ren rå natur – og pludselig, der mellem buskene står de der. De vilde elefanter – et stort og lidt mærkeligt syn at se dem blot stå der, ikke langt fra vejen.

Køreturen fra Ella og til østkysten er lang, men er også helt særlig. Vi kører igennem et vådområde med et utroligt fugleliv. Vejen det sidste stykke til Passikudah er rigtig dårligt, nærmest som en dårlig grusvej i Østafrika.

Vores vært i Colombo havde sagt til os, at hvis vi ikke kunne lide gæsthuset ved stranden i Passikudah, så måtte vi bare ringe. Så ville han forsøge at finde noget andet. Men husets mama stod klar med åbne arme, og havde glædet sig utrolig meget til at byde os velkommen på Holiday Beach.

Nogle gange er det menneskene man møder, der gør et helt særligt indtryk. Oppe i de kolde bjerge mødte vi det franske par, som nok allerede have givet alt sin kærlighed til Indien, hvor de havde rejst i flere år. De havde brug for at brokke sig over 100 forskellige ting i Sri Lanka. Det var lidt overvældende, at møde den negative indstilling. Men de havde nok ikke plads til Sri Lanka i deres hjerter.

I Ella mødte vi det engelske par, som havde taget en skelsættende beslutning i deres liv. De var begge blevet opsagt fra deres arbejde, og havde nu valgt at skulle bo billigere for at have råd til at rejse noget mere. De var helt særlige, og meget omhyggelige mennesker, hvor alt var planlagt før afrejse.

I Passikudah på Holiday Beach møder vi den engelske hippie fra Birmingham. En mand på 68 år, som har rejst hele sit liv for at komme væk fra den kolde vinter i England. Han skal være i Sri Lanka på Holiday Beach i 4 måneder. Trods lungesygdom, og stort besvær med at trække vejret rejser han stadig, så han kan nyde livets gang fra verandaen på Holiday Beach, og gå ned til stranden og kigge på bølgerne.

Mamma på Holiday Beach var en helt særlig kvinde. Hun overlevede tsunamien i 2004. Da hun så det sorte vand komme imod hende, fortalte gud hende at hun skulle løbe. Som en af de få overlevede hun, og har nu med hjælp fra familien bygget sit guesthouse op igen.

Stranden i Passikudah er en af de tre bedste strande i Sri Lanka. Det er en lang og øde strand med palmetræ-skov langs stranden. Her er ikke mange hoteller, kun to som er åbnet indenfor de sidste to år. Men vinden i træerne hvisker også fortællingerne fra en fortid, hvor Tsunamien tog 700 mennesker i denne by. Kystlinjen er meget flad, og bølgen kan virkelig få kraft til at gå ind over land. Vores nye guide ven fortæller, at folk slet ikke var forberedte på at dette kunne ske i Sri Lanka. Da bølgen trak sig ud, kom folk løbende for at se det særlige syn, og gøre krav på det land som viste sig. Men vandet kom retur, og tog mange med sig. Hoteller og huse langs kysten er forsvundet, nu står kun naturen tilbage. Fuglene er returneret, og opbygningen af området er i gang, men mon ikke der går nogle år endnu før man helt stoler på Moder natur igen.

Det er den hinduistiske nytårsmorgen. Alle i det lille Holiday Beach Guesthouse er stået tidligt op for at fejre solguden ved solopgang. Der skal gøres klar med gaver med ris, kokos, lys, bananblade som samles ved et lille bål. En helt særlig risret som udgør dagens morgenmad, gøres klar over bålet, alt imens solens første stråler bryder igennem.

Der bliver givet knus og kram til både Mamma og den engelske hippie. Dette var et helt særligt sted, med nogle helt særlige mennesker.

Vores næste stop er Polonnaruwa Ancient City. Dette er en kongeby, hvorfra det centrale af Sri Lanka blev styret for 800 år siden. Her blev der handlet med helt særlige varer fra udlandet, og kongen byggede særligt tempel til sine Thailandske gæster. Dronningen var hindu og kongen buddhist, så der er templer af begge slags. I dag står kun ruinerne tilbage, og i 1982 blev stedet sat på the World Heritage list. Igen må det anbefales, at man får en lokal guide der lige kan give en de mest relevant facts om stedet. Lonely Planet kan ikke gøre det alene.

Vi skulle have været i Minneria National park. Men det havde regnet en del ugen før og derfor var parken svært fremkommelig, og de lokale fortalte om at elefanterne havde flyttet sig til Huluru National park. Med store forventninger hopper vi op i vores lejet jeep, og væbnet med tålmodighed begiver vi os ud på den knoldede og hullede vej i national parken. Det bliver en fantastisk eftermiddag, hvor vi igen ser flere elefanter.

Rejsen fra Polunnaruwa til den næste kongeby Anapurada var dækket af søer. Nogle var menneskeskabte af tidligere konger, der ville sikre sig at der altid var adgang til vand i deres kongerige. I dag eksistere der mange af disse slags søer, som udgør en helt særlig rolle i den Srilankanske natur.

De fleste tager til Anapurada for at se ruinerne fra denne kongeby, eller tage ud til Witapura national park. For os blev det nogle dage med afslapning, og vi må have begge dele til gode. På begge steder skal der betales for indgang, og efter at have hørt at det var svært at spotte dyrene i Witapura National park blev økonomien hurtigt omprioriteret til andre national parker som vi hellere vil se.

Men for nu er vores 14 dages rejse med vores to lokale venner slut. Vi er tilbage i Colombo, og hjemme igen i Villa 63. Det er utroligt så hurtigt man bliver knyttet til et sted og nogle mennesker. Men det er virkelig som at komme hjem igen. De hilser på os nede i det lokale supermarked.

Lige nu nyder vi roen, og udsigten fra vores altan, som er et helt utroligt sted med stort fugle og dyreliv. Vi er tilbage til rutinen igen, hvor munkene chanter til morgenbøn før solopgang og ved solnedgang, og hvor de grønne parakitter kommer i flokke omkring kl. 16. De små egern springer rundt, som om de tænker ”vi har travlt, vi har travlt”. Men det har vi ikke, selvom der de næste dage står lidt arbejde for døren, før vi vender snuden sydpå, hvor vi har lejet et hus for en måned.

Men det er utroligt hvad de to uger har givet os. Vi lært så meget på kort tid, bl.a. har vi lært at det ikke er pga. regnen at de tager paraplyen med sig, men det er for at beskytte sig mod solen, og Rice and Curry findes i flere smagsvarianter alt efter hvor lokalt man rejser. (meget lokalt er meget stærkt).

Denne gang blev det et langt nyhedsbrev, og det bliver det ikke fremover. Men der var så mange ting som jeg gerne ville have med. Jeg håber, at I har haft tid til at læse det hele med en kop the – måske fra Sri Lanka.

Her er det nu tid til et besøg hos vores lokale indiske restaurant.

Klik her for at se hele fotogalleriet