Tusinde tak for jeres kommentarer på sidste nyhedsbrev. Det betyder rigtig meget for os, at få jeres feedback.

De sidste par dage i Colombo var afsat til arbejde. Det var lidt svært, at finde ind i arbejdsrytmen igen. Arbejde er jo helt ok, men det er balancen der bliver vigtigst, således at det ikke kommer til at fylde for meget.

Sarah og jeg deltog i en stor uddannelsesmesse i Colombo. Hun havde fokus på kunst uddannelser, og jeg på international uddannelse generelt. Christian lavede hjemmeside for Villa63, hvor vi boede.

Enkelte praktiske ting fra Danmark blev ordnet. Eller rettere vi måtte konstatere, at nogle ting viser sig at være lidt mere kompliceret, end vi havde forestillet os. Det er åbenbart en udfordring for det danske system, at vi er ”udvandret” af Danmark.
Iflg. Dansk lovgivning skal man melde sig ud af folkeregistret når man rejser mere end 6 måneder. Man skal give en midlertidig adresse, hvilket vi har gjort.
Men det skaber nogle problemer i relation til gen-opstart af Christians virksomhed. Der er særlige regler for opstart af virksomhed, med særlige blanketter, og det kan ikke gøres over nettet.

Vores Coop master kort blev pludselig spærret pga. vi var ”udvandret” af Danmark. Vi har netop valgt, at bruge Coop master kort pga. man kan hæve gebyr frit i udlandet, og havde oplyst at vi var udrejst i 14 måneder.

Der blev brugt lidt tid på at ringe til forskellige myndigheder i Danmark. Det var ikke så let med dårligt internetforbindelse, og lang telefon kø. Udfordring med Christians virksomhed er stadig ikke løst, så hvis der er nogle som kender nogle, som kan hjælpe med gode råd, så sig endelig til. Men vores COOP master kort fungere upåklageligt igen. I øvrigt, kan COOP Black card helt klart anbefales.

Det var vores sidste aften i Colombo. Alt vores bagage var endnu engang pakket ned i rygsækkene. Det kræver helt særlige kompetencer, og minder lidt om et Tetrix-spil at få alt til være der. Vi må altså nedjustere vores bagage når vi rejser videre til Vietnam.

Først kom der blot et par dråber regn. Normalt ville regnen stoppe efter blot et par dryp. Men regnen slår ned på bliktaget udenfor, og den bringer en tiltrængt kølig brise med sig. De sidste to dage har luften nærmest stået stille, og temperaturen har været på 40 grader midt på dagen.

Fuglene er stille, og regnen spiller sin melodi, og det blæser let i træerne. Regnen fortsætter de næste 20 – 30 min, og langsomt stopper det igen. Chikaderne og frøerne starter deres natte sang. Luften er renset. Det bliver en skøn og kølig nat. Man kunne få lyst til at sove på ude på balkonen, men omfanget af myg fraholder helt klart en fra at gøre det.

Det er sengetid, trods klokken kun er 21.30, men vi står op med munkene der starter deres chanting kl. 5.30. Her er stille i stuen i Villa63. Sarah sidder med sit daglige tegneprojekt. Christian ligger og slapper af, og får de sidste nyheder på sin IPhone. Jeg sidder og lytter, og mærker livet, og tænker på hvordan vi skal sammensætte vores liv, så dette øjeblik bliver strækket til evigheden.

Der er i alt 123 km. fra Colombo til Weligama. Vi bliver hentet af vores chauffør, og der er afgang fra Villa63.

Turen går ned langs vestkysten, igennem de største turistbyer; Hikkadua, Unawatuna og Galle, men vi stopper ikke. Vi vil gerne vente lidt endnu med springe ind i diverse turist byer. Vi skal bo lokalt i en villa i Weligama i en måned. Herfra vil vi tage på dagsture til byerne op langs vestkysten.

Vi stopper et enkelt sted. Vores chauffør har efterhånden lært at vi helst vil bruge tiden på at se natur. Vi stopper ved Mendosa for at sejle en tur ind i mangroven et par timer. Vi giver kaptajnen klare instrukser på, at vi ikke ønsker at stoppe ved turist aktiviteterne som f.eks. ”stik dine fødder ned i et akvarium” eller ”se dette lille tempel på en lille ø”. Alt sammen noget for at underholde turisterne. Han acceptere vores instrukser. Det bliver en god sejltur, og afbræk fra køreturen sydpå, hvor Sarah også lærer at sejle båden.

Tilbage i bilen falder snakken endnu engang på Tsunamien. Vores chauffør fortæller, at her gik bølgen 4 km. ind i landet, og den kom tilbage to gange. ”Stupid Singalese” siger vores chauffør, og fortæller, at da vandet trak sig tilbage løb de ud for at tage de fisk, som lå og gispede i sandet. Hans søsters mand havde en bil, der havde plads til mange mennesker, og han kørte non-stop mellem kysten og det centrale land med mennesker.
Jernbanesporet ligger meget tæt til kysten, og da bølgen kommer ind første gang rev den toget af togskinnerne, og kaster togvognene langt ind i landet.
Langs kysten bevidner antallet af gravstene om det store tab for mange familier.

Vi har fundet vores næste ”hjem” via AirBNB. De lokale Singalesere synes at det er lidt ”risky business”, at vi har bestilt for en hel måned når vi ikke har set stedet. Men nogle gange må man blot springe ud fra 5 meter vippen, og håbe på det bedste. Tanken og bekymringen havde selvfølgelig strejfet os. Billederne på nettet kan jo snyde.

Men det er et meget fint hus ”The Mansion”, som ligger med udsigt til eng og natur. Hele familien stod klar til at tage imod os. Mama og Papa, deres to store sønner på 23 og 21 år bor i stueetagen. Vi har fået hele første salen med tre værelser, spisestue, altan, og balkon. Familien der bor her forstår ikke ret meget engelsk. Det er svigersønnen som står for udlejning, og han er perfekt til engelsk. Men han bor her jo ikke. Så til daglig fungere kommunikationen med korte engelske sætninger, tegnsprog og hvis vi spørger alt for meget bliver svigersønnen ringet op, for at give svar på alle vores spørgsmål.

Svigersønnen kører os rundt i området, og viser os de vigtigste steder, som ”her køber I vand”, ”her finder I den bedste fisk”, ”her køber I frisk frugt og grønt”, og ”her kan I feste på stranden – og her er masser af turister. Endnu engang må vi takke vores gode ven i Villa 63. Han rådede os til at bo i Weligama, og ikke i Mirissa, som vi oprindeligt havde planlagt.

Mirissa er en lille by lidt længere sydpå, som udelukkende består af hoteller, restauranter, turist shops, fest og farver. Det skal senere vise sig, at byen også indeholder vores favorit strand, og strand bar ”The Surf Shack”. Men vi er lykkelige over, at bo lokalt i Weligama.

Weligama, som betyder Sandy Village er en fiskerby, og surfernes paradis. Her er bølger der er til at tæmme, og masser af frisk fisk. Det er her man skal lære at surfe, hvis man ikke allerede kan det. I den ene ende af den meget brede strand er der masser af Surf skoler, hvor de lover at man kan stå med et surf bræt efter 1,5 times undervisning. Sarah er fast besluttet på, at hun vil lære det inden vi tager herfra.
I byen finder man masser af lokale butikker der sælger alt fra tyggegummi, små poser med vaskepulver, frugt, grønt og hvad man ellers har behov for. Men her er også tre store super markeder. Det er nede i centrum af byen, at togstationen ligger, og hvor busserne holder. Langs kystvejen er der boder med masser af frisk fanget fisk. Her kan man få Red Snapper, store rejer, tunfisk, blæksprutter, barracuda – og hvad fiskermanden ellers har fanget den dag. Man peger på den fisk, som man gerne vil have til middag, går ned på stranden hvor de servere fisken grillet og tilberedt.

Byens bedste spisested for frisk fisk er helt klart ”Fish Point”, som ligger i starten af kystvejen. Her spiser man godt og billigt. Vi har købt en middag til 150 Dkr, som bestod af en hel grillet fisk ”Red Snapper”, store rejer og blæksprutte, to store øl og sodavand. Man kan også vælge at gå den lokale familierestaurant, som de også kalder ”hotels”, her kan man få ris og karry, og det smager fantastisk. Selvom man godt kan blive lidt træt af ris og karry i længden.

Helt generelt kan man nemt bo og spise billigt i Sri Lanka, hvis man spiser og bor lokalt. Tun på dåse koster en formue, men frisk tun er billigt. Pasta koster en formue, men ris er billigt. Vi betaler 3000 kr. pr. mdr. for at leje 1 salen hos en srilankansk familie. Vores budget holder fint indtil videre.

Christian har fundet en særlig budget App, ”Trail Wallet” som helt klart kan anbefales hvis man gerne løbende vil holde styr på rejsebudgettet, eller ens privat budget.

Vi bor lokalt og følger hverdagslivet omkring os. Det er meget tidligt om morgen, solen er endnu ikke stået helt op. Familien har været i gang den sidste time. Her står man tidligt op for at få mest muligt ud af morgen inden det bliver alt for varmt.

Jeg sidder på vores balkon hvor der er udsigt til den grønne eng, hvor der er et stort fugleliv. Vi har efterhånden tusinde billeder af den blå Kingfisher, og den farvede Bee-eater, så jeg er holdt op med at løbe efter kameraet hver gang jeg ser en. Man kan høre han-aberne råbe i de omkransende træer. Det er Togue Macaque aber, som kun findes på Sri Lanka.

Men det er tid til morgen gå/løbe tur. Christian går i forvejen med sit kamera for, at fange de første solstråler. Vi går hver sin vej, og nyder en langsom start på morgen. Det er et særligt tidspunkt på dagen, hvor vi begge føler os privilegeret over at se de lokale starte deres hverdag.

Pigerne har fine kjoler på. Det meget lange sorte hår er flettet i fletninger. Drengene har fået fint tøj på. Skoletaskerne er pakket, og de er klar til dagens læring. De små børn bliver kørt til skole af farmand på cyklen. De store drenge cykler af sted med hastig fart. En tuk-tuk kommer susende forbi, og der lyder et ”hello” fra et kor af børn, som er pakket ind i bilen.
De lokale har travlt med at feje blade væk fra deres indkørsel, lave morgenmad, og nogle står blot ved vejen og betragter livet gå forbi. Men alle smiler, hilser og råber ”Goodmorning”, ”Hello”, ”how are you”, og de små børn råber blot ”Goodbye”. Nogle gange passer de få engelske ord de har lært ikke helt ind i konteksten.

”Naturen er fantastisk om morgen”, fortæller Christian. Med stor iver, fortæller han hvad har oplevet på dagens morgentur. ”Der var to rismarker ved siden af hinanden, de lignede absolut hinanden. Men den ene rismark var fyldt med han – frøer, som sang deres parringssang. Sjovt, at de kun var på den ene rismark”.

Det er meget interessant, at bo lokalt. Vi følger hverdagslivet hos vores familie, vi har set billeder fra datterens meget fine bryllup, set mamma og pappa gøre sig klar til fest, hørt mamma skælde ud på drengene og pappa, det er helt klart hende som styrer huset og familien med hård hånd.

Nogle af de lokale, som vi er blevet venner med fortæller, at vi ikke er turister men rejsende. Det er jo lige præcis det vi ønsker. At lære og forstå den lokale kultur, og natur – og ikke kun på hurtig gennemrejse. Jeg så dette udsagn hos en god lokal ven i går i hans cafe. Det understreger vore formål:

”The traveler sees what he sees,
the tourist sees what he has come to see”

Svigersønnen fortæller, at her er tre religioner repræsenteret; buddhismen, kristendommen og islam. De er selv buddhister, og vi kan se deres lokale tempel fra vores balkon. Om eftermiddagen synger både buddhister og muslimer solen ned – nærmest i kor.

Vi har lært så mange ting, både af vores familie og vores lokale venner, og prøve tingene af ud fra ”give it a go”. Vi har lært, at her har man ikke nødvendigvis hund som kæledyr. Familien her har en stor sort hund, som bliver holdt i bur om dagen, og om aften bliver den lukket ud for holde vagt ved huset. Den er bestemt ikke et kæledyr, men trænet til at reagere hvis fremmede kommer ind på grunden. Det lærte Sarah på den hårde måde i starten. Familien ville gerne vise Sarah hunden, men den hoppede op af hende og hun slog hul i overlæben. Alt er OK nu. Med far’s 3,5 kg. medbragte apotek kan der altid findes en kur.

Men vi ser også rigtig mange gadehunde, nogle mere forkrøblet end andre, men nogle helt klart også utilregnelige. Der er vist nogle af dem som man skal have respekt for. På min morgentur har jeg altid en pind i den ene hånd, så jeg kan vifte med den hvis de kommer for tæt. Men nogle af dem er jo også ganske bedårende.

Vi havde i flere dage gået forbi en lille hundehvalp, der i mildest talt lå i sit eget skidt. Hun var altid glad når vi kom, men hun var godt nok også ussel og skrøbelig. Det kunne Sarah simpelthen ikke stå for, og hun gik straks i gang med operation ”red en gadehund”. Mamma var nu ikke særlig glad da Sarah kom hjem med lille puppy, som var fyldt med mider, lopper, tæger, og andet utøj. Men sønnen hjalp Sarah med at få Puppy til dyrlægen, så den kunne blive vaccineret for Rabies. Udstyret med loppekur, vitaminkur, og andet utøj tog Sarah op til familiens andet hjem oppe på bjerget, hvor ”Elly” – som Puppy blev døbt, skulle på rekreation. Her bor et ungt par på 21 år og 19 år. Hver dag besøger Sarah ”Elly”, og nogle gange flere gange om dagen. Vi håber lidt på, at det unge par vil adoptere ”Elly”, men ellers har Sarah taget kontakt til den lokale hunde-redningsorganisation ”Embark”, som gør en stor indsats for gadehundene.

”Streetfood”, som er tilberedt mad/snacks som man kan købe på gaden er noget helt særligt. Vi har smagt ”Hoppers”, som er små pandekager i skål-form, og patties/tærter med krydret vegetar mad eller kød. For blot 2 år siden havde vi nok aldrig spist fisk tilberedt på stranden, eller mad der sælges fra gadesælgere. Vi havde vores helt særlige forholdsregler for ikke at få dårlig mave. Men indtil videre har ingen af os været ramt af maveonde eller andre sygdomme, udover lidt forkølelse.

Brød sælges fra den lokale brød-bil, som højlydt spiller sin melodi, det er lidt ligesom isbilen i Danmark, men er her spiller de ”Für Elise” hele tiden. Men brødet er frisk, og smager vidunderligt.

Christian lærer, at handle ind på det lokale marked. Man skal stå tidligt op, hvis man gerne vil have frisk mad. Allerede kl. 6.00 tager Christian af sted sammen med Pappa og Svigersøn for at handle ind til aftensmaden. Mamma giver Christian strenge ordre på, hvordan maden skal krydres, hvilke krydderier der kan hentes ude i haven, hvilke karry krydderier der skal bruges til hvad, hvordan risen skal skylles flere gange før man koger det, hvordan agurken skal skæres, for at få den sure smag ud. Der er en helt særlig måde at lave Srilankansk mad på, men Christian er ved at lære det, og det smager fantastisk.

Vi lærer også om slanger i Sri Lanka. Her er 96 forskellige arter af slanger, mere end halvdelen findes kun her. 32 af dem er gift slanger, og 20 af disse kan være dødelige. Kobra er den mest almindelige slange. Vi besøger den lokale ”slange-fanger” her i Weligama, og Christian er som en lille dreng i en legetøjsbutik. Det er denne ”slange-fanger” man ringer til, hvis man finder en kobra slange i ens baghave. Han samler slangerne, og bruger dem til at skabe modgift, og til at formidle viden om de farlige dyr til lokale skolebørn og turister.
”Slange-fangeren” vil ringe til Christian næste gang der skal fjernes og fanges en slange i en baghave. Helt klart en oplevelse, som Christian ser meget frem til.

Vi har fundet et helt særligt sted, som minder meget om en Europæisk by syd på. Det er Galle, eller rettere i den gamle del af byen i Galle Fort. Men som det er tit, så er det menneskene vi møder som gør en stor forskel, og indtryk. I Galle Fort har vi mødt smykkehandler og designer Yusri og Amjed, som har den lille butik Crestar. Her har Christian hjulpet dem med at lave en video til deres Facebook profil. Vi har alle selv designet smykker med de lokale sten fra Sri Lanka, og Sarah kommer lidt i lære som smykkedesigner. Vores venskab med dem udviklede sig ret hurtigt, og nu er vi inviteret til lokalt bryllup hos dem i aften.

I Galle Fort mødte vi også den passioneret unge fyr, som gør en stor indsats for at bevare den lokale kultur i Galle Fort. En stor del bliver i dag drevet mere af økonomiske fordele, end at fortælle og bevare historien om Galle Fort, og de mennesker der lever der til daglig. Vi mødte manden, som ejer Serendipity Art Cafe. Sarah kom hurtigt i snak om hvordan Cafeens 1 sal kunne udsmykkes med kunst, og straks fik hun en opgave. Det er også cafe-ejerens engelske kone, som har skrevet bogen ”Around The Fort in 80 lives”, som handler om de liv, der leves i Galle Fort.

Man bliver hurtigt venner med de lokale, når man fortæller vores historie, og at vi fortæller at vi har tid nok. Her den anden dag kom vi i snak med den lokale købmand, hvor vi køber vand. Han inviterede os til frokost i sit hjem, som ligger tæt på hvor vi bor.

I Hikkadua besøgte vi vores gode venner fra Strøby Egede. Hvert år pakker de kufferten, og rejser til Sri Lanka til samme hotel; Coral Sand Hotel. De nyder livet, og slapper af i en hel måned på dette skønne sted, og mødes med andre som også returnere hvert år. De har en helt særlig status, og på væggen hænger der billeder af hver årgang af de trofaste gæster, som vender retur hvert år. Vi havde en meget hyggelig dag sammen med vores venner, og de viste os havskildpadderne der kommer ind på lavt vand, så man kan fodre dem – og fiskene der stod i stimer på lavt vand. Man kan nu godt forstå, at de hvert år vender retur til dette lille stykke af paradis.

Vi har nu været af sted i over en måned. Nogle dage flyver bare af sted, og andre gange må vi nive os selv i armen for at forstå, at vi stadig har 13 måneder tilbage af vore eventyr. Normalt, når vi rejser har vi hele tiden snakken om de oplevelser vi har sammen, og der bliver løbende evalueret over aftensmaden. Her et lille udsnit af vores evaluering af Sri Lanka indtil videre:

Favorit mad i Sri Lanka
Vi har fået den bedste fisk serveret på den lokale strand, hos Fish Point i Weligama. Men Thai maden på Thai Heritage i Galle Fort er nu også helt vidunderlig.
Men Sarah mener også, at far’s ris og karry var en af de bedste retter vi har fået indtil nu i Sri Lanka.

Det mest overraskende ved Sri Lanka
Her er mange turister på vestkysten, og man bliver løbende spurgt om man vi købe det ene eller andet – eller om man har brug for en tuk-tuk. Men de accepterer hurtigt et venligt ”nej, tak”, og de er bestemt ikke anmassende.
Sarah er forundret over hvor meget buddhismen fylder i hverdagen og livet i Sri Lanka.
Vi er alle forundret over den store forskellighed i naturen. Det ene øjeblik kan man køre i højlandskab med grantræer, og efter blot et par timers kørsel står man på sletten, eller sejler i mangroven.

De bedste oplevelser i Sri Lanka
Jeg mener, at en af de bedste oplevelser indtil videre har været mødet med det lokale samfund, og de fantastiske mennesker som vi har mødt.
Men vi er også alle enige om, at turen til toppen af Adams Peak var helt særlig. Det har været en oplevelse, som er vokset spirituelt i os alle.

De mest skuffende oplevelser i Sri Lanka
Det har overrasket os alle tre hvor dyrt det er at se de forskellige seværdigheder. Det koster en bondegård at komme ind i nationalparkerne, hvor man ofte skal leje en jeep, guide og betale for indgangen. En hval-tur i Mirrisa koster næsten det samme som i Australien.

Den mest underlige/sjove oplevelse i Sri Lanka
Den lokale befolkning har en helt særlig måde at kommunikere på. De ryster på hovedet, som om de siger nej – men i virkeligheden mener de ja, okay eller anerkender det som man siger. Det sjove er, at vi alle tre nærmest har adopteret denne ”head bubble” ting, og kan ikke undgå at ryste lidt på hovedet når vi taler sammen.
Sarah synes også det er vildt mærkeligt, at de har akvarier på alle togstationerne, som virker lidt malplaceret, og indeholder alt for mange fisk i forhold til akvariets størrelse.

Hver dag bringer nye oplevelser, og hver dag tænker jeg, at nu skal jeg afslutte og uploade nyhedsbrevet. Men der kommer hele tiden nye oplevelser og refleksioner til, så denne gang har det taget lidt længere tid at få afsluttet og oploadet.

Men den bedste nyhed skal også lige komme med. Christians lillebror har solgt vores bil. Hurra!!! – og tusinde tak for hjælpen.

Men nu er det tid til at gøre os klar til lokalt muslimsk bryllup. Det er har været lidt en udfordring for både Sarah og mig, at finde ud af hvilket tøj vi skulle have på. Vi skal være lidt tildækket, dog ikke med slør, så vi har fundet de lange bukser og trøjer frem. Vi har fået, at vide at vi skal gå ind i festlokalet for kvinder, og Christian i lokalet for mænd. Vi er meget spændte. Det skal nok blive en helt særlig oplevelse.

Håber at vejret er blevet lidt bedre i Danmark, og at foråret er begyndt at titte frem.

Nej, nu gik der alligevel et par dage yderligere. Så nu skal I lige have oplevelsen med bryllup og frokost hos lokal familie med.

Som nævnt, så havde vi forsøgt at spørge ind til hvordan brylluppet foregik. Vores ven havde sagt; ”det er blot en lille bryllup”. ”This is NOT a small wedding” udbrød vores lokale tuk-tuk driver og grinte. Vi ankom til rådhuset, som er en kæmpe stor bygning. Der var lys og udsmykning overalt – og der var RIGTIG mange mennesker. Over 600 inviterede gæster. Mange af kvinderne var mere eller mindre tildækket. Jeg var rigtig glad for, at jeg havde taget et tørklæde med, som vækkede stor anerkendelse da jeg slog det om hovedet.

Kvinderne var i et rum, og mændene i et andet. I kvindernes rum sad også brudeparret til skue for alle – og gud, hvor var de smukke.

Der var et særligt rum til de udefra kommende inviteret. Her fik man også lov til at spise med ske og gaffel. Ellers blev maden indtaget fra store fælles fade med fingrene. Maden smagte fantastisk, men en anelse stærkere end normal Srilankansk mad. Selv Christian fik sved på panden.

Sarah og jeg fik lov til at gå ind i kvindernes rum, og sløret blev hevet til side når de præsenterede sig. Det er nu bare en helt anden kultur, som til tider kan at være svær at forstå. Men vi gør vores bedste.

Det var en kæmpe oplevelse, og vi føler os utrolig privilegeret over at være inviteret med til dette kæmpe bryllup med omkring 600 mennesker.

Allerede dagen efter var der endnu en lokal oplevelse på dagsorden. Vores lokale købmand havde inviteret til os til frokost i hans hjem. Her boede hele familien i hver deres hus på samme grund. Alle generationer var samlet, og stod klar til at hilse på os. Der var lavet den skønneste mad, og vi fik smagt noget som vi ikke tidligere havde smagt. Det er lidt sjovt, når man er inviteret til frokost, så er der kun dækket op til os tre. Resten af familien står alle omkring os og kigger på mens vi spiser. De har allerede spist, men er yderste interesseret i at vide hvad vi synes om deres mad ”too hot??”..”You like?”…Ja – vi er vilde med maden her i Sri Lanka. Efter middagen blev vi vist rundt. De fortalte om deres drømme for fremtiden, om udvidelse af butikken og udbygning af huset.

Trætte gik vi omkuld om aften. Det havde været en begivenhedsrig weekend.

Klik her for at se hele fotogalleriet – nu også med fototekster!